For længe siden lovede jeg at uploade mit forløb om Romeo and Juliet, men jeg kom vist aldrig videre i teksten. Nu er jeg faktisk videre i teksten, så adventsgaven i denne uge er lige her (og under materialer).
* betyder at der er materiale knyttet til opgaven, som så kommer efter beskrivelsen. Tekst med rødt betyder at materialet til den beskrevne opgave ikke er med. Opgave markeret med gult betyder at øvelsens form er beskrevet selvstændigt et andet sted på bloggen. Jeg har ikke haft tid til at gå materialet efter i sømmene, så på forhånd undskylder jeg for eventuelle slå- og stavefejl, og hvis jeg ikke har fået henvist og krediteret rigtigt alle steder, må man gerne sige til så jeg kan få det rettet.
På sin blog, hvor videndeling er det helt centrale ord, fordi hun blot poster et materiale, og det så efterfølgende er op til bloglæserne at poste ideerne, postede Sandy Millin forleden to reklamefilm for henholdsvis The Sun og The Guardian. Du kan se de to reklamer lige her.
Dette er en oplagt måde at kombinere flere forskellige typer medieanalyse. Man kunne for eksempel starte med at lave en analyse af de to reklamefilm. Til denne analyse kunne man dele klassen i to, hvor halvdelen arbejder med den ene film og den anden halvdel med den anden. De resultater og betragtninger som eleverne finder frem til, kunne evt. postes i klassens Facebook-gruppe (hvis I har sådan én) som kommentarer under filmen, i en blog, eller man kunne sammensætte eleverne efterfølgende to og to (en elev med hver sin reklamefilm), hvor de så præsenterer deres resultater for hinanden. På klassen kan I så samle op på de mest gennemgående betragtninger, der er blevet præsenteret, og herigennem få diskuteret de virkemidler, der er brugt i de to reklamer, samt målgrupper.
Herefter kan du bede eleverne sammenligne artikler fra hhv. The Sun og The Guardian inden for forskellige sektioner af aviserne. Du kan jo dele eleverne ind i grupper, hvor en gruppe skal undersøge indlandsstoffet, en anden gruppe udlandsstoffet, en tredje gruppe sporten osv. Eleverne kan her se på hvilke typer artikler fylder mest, hvor avisen placerer de forskellige sektioner, osv. Selvfølgelig fungerer dette bedst, hvis der vælges eksemplarer af avisen fra samme dag.
Igen kan I samle op på klassen og diskutere hvordan dette passer med det image reklamefilmen gav af avisen.
Endelig kan du have fundet en artikel fra hver af aviserne baseret på den samme historie som I kan gå i dybden med og analysere for opbygning, for sproglige virkemidler, for tone, for journalistisk vinkel, for lix osv.
Som engelsklærer er man så privilegeret at der på nettet er en overflod af materialer lige til at samle op og bruge i ens egen undervisning. Undervisningsplaner, arbejdsopgaver, baggrundsinformation og så videre til både litteraturundervisning, grammatikundervisning/sprogtilegnelse og timer i samfundsforhold og historie. Ind imellem kan der være så meget at det kan være svært at danne sig et overblik over alle de mange sites. På Thinkfinity har man samlet links til undervisningsplaner fra andre relevante sites, så du ikke behøver scrolle igennem et hav af Google søgeresultater. Så hvis du lige mangler inspiration til undervisningen i en bestemt tekst eller et særligt grammatisk problem, så er et Thinkfinity bestemt et klik værd – også hvis du bare leder efter almindelig inspiration til hverdagen.
I går havde jeg den mærkværdige fornemmelse af at flere af dagens oplevelser var som planlagt mod en undervisningstime. Først var jeg på kursus for faglige IT-vejledere hvor vi blandt andet hørte Lars Qvortrup fortælle hvordan vi hele tiden bør have med i vores overvejelser at eleverne også skal uddannes til kritiske mediebrugere når vi netop inviterer flere og flere medietyper ind i klasselokalet.
Da jeg efter kurset tjekkede min Facebook-side, opdagede jeg denne video, som jeg dog ventede til senere på aftnen med at se.
Jeg så videoen og blev straks berørt. Smed mine mediekritiske briller (dem glemmer jeg nok også for ofte at tage på – det bliver man nærsynet af!). Og i samme sekund som videoen var færdig, tonede dette indslag frem i aftnens TV Avis kl. 21 på DR (hvis linket ikke virker, er der tale om indslaget fra TV Avisen d. 8/3 2012 kl. 21. Indslaget hedder ‘Video om krigsforbryder’ og starter 15.40 min. inde i programmet).
Hvis jeg nu stadig var i gang med mit forløb om Digital Identities, så havde dette været den oplagte afslutning på forløbet. Men jeg ville snildt kunne bruge en lignende time i dansk hvor vi diskuterede filmanalyse, medier og retorik. Dette er et forslag til hvordan jeg VILLE have brugt videoen:
Del klassen i to halvdele, og bed halvdelen skrive alle patosappellerne fra videoen ned de lægger mærke til, og bed den anden halvdel skrive alle logos- og etosappeller ned.
Se videoen (den varer en halv time), og bed herefter elverne komme med deres umiddelbare reaktioner: Hvad føler I? Har I lyst til at hjælpe? Hvad gjorde størst indtryk på jer? Osv.
Herefter vil jeg bede patos-eleverne skrive deres betragtninger op på den ene side af tavlen (nok den gamle grønne, så alle kan skrive (eller i et Google Docs så vi også har disse noter bagefter)) og logos/etos-eleverne skrive alle deres argumenter op. Nu kan vi sammenligne de to lister. Hvilken én er længst? Hvorfor? Og har det nogen indflydelse på jeres holdning til filmen at se så sort på hvidt at der i langt højere grad spilles på patosappelformen end de andre to?
Igen ville jeg dele klassen ind i mindre grupper og give hver gruppe mindre opgaver at fokusere på.
Jeg ville dele filmen ind i mindre bidder (f.eks. 5 stk af ca. 6 minutter) og få fem grupper til at lave analyse af de levende billeder.
Jeg ville få en eller to grupper til at analysere filmen ud fra Ciceros pentagram og især prøve at fokusere på afsenderen (hvem pokker er afsenderen egentlig?) og sproget (udvalgte argumenters opbygning, evt. ud fra Toulmins argumentationsmodel).
Jeg ville få en gruppe til at undersøge logosappellerne. Hvordan kan vi undersøge de faktuelle oplysninger, som filmen præsenterer? Er der andre organisationer og eksperter vi kan søge informationer hos? Hvem, og hvad siger de?
Eleverne kan efter gruppearbejdet præsentere deres undersøgelser for hinanden i matrixgrupper eller måske for hele klassen.
Endelig kan vi afslutte med en klassediskussion hvor vi samler op på hvordan vi finder ud af om man kan stole på en sådan viral video. Vi kan diskutere hvorfor det er nødvendigt at efterprøve fakta, og ikke mindst hvordan man efterprøver fakta? Vi kan diskutere om alt dette betyder at vi IKKE skal deltage i protesterne d. 20. april 2012?
Og hvad er en kritisk mediebruger, og hvordan bliver man sådan én? Hvordan kan argumentationsanalyse, retorisk analyse, filmanalyse og kommunikationsanalyse (og alle andre analysemetoder) bruges i den sammenhæng?
Til sidst vil jeg selvfølgelig gerne sætte det i sammenhæng med hvad vi i forvejen har talt om om sociale medier: Hvilken magt ligger der i sociale medier, og hvorfor? Hvorfor er disse medier så effektfulde når de præsenterer et emne som dette?
De to sidste moduler inden vinterferien (som jo er nu her på Fyn) har vi næsten fået rundet forløbet om Digital Identities af.
Som jeg nævnede sidst, gav jeg eleverne filmen om SOPA fra Kahn Academy for som lektie, og de skulle skrive to af filmens argumenter ned. Denne film fik understreget for mange af eleverne hvad SOPA går ud på, men vi fik selvfølgelig også diskuteret hvilke bevæggrunde Kahn Academy kunne have for at være imod forslaget mens vi samlede op på de argumenter eleverne havde fundet hjemmefra.
Herefter uddelte jeg et lille ark med nogle af de ingredienser der kan indgå i en stilistisk analyse. Jeg er ikke helt tilfreds med resultatet endnu, så jeg lægger det ikke op. Brænder du derimod inde med en knaldgod model til stilistisk analyse, vil jeg dog hellere end gerne have fingre i den!
Nå, men ud fra de ’ingredienser’ jeg havde på arket, bad jeg nu eleverne selv finde (på) sætninger og fraser der kunne illustrere disse. De måtte altså selv opdigte sætninger eller finde eksempler på nettet. Disse blev copy-pastet ind i en TodaysMeet. Efter ca. 10 minutter var der rigtig mange eksempler, og jeg bad nu eleverne se på den samlede TodaysMeet, udpege et eksempel og forklare hvordan de stilistisk ville beskrive eksemplet. (Var der tale om metafor, bogstavrim, slang, fillers…. Alt muligt var bare blandet sammen her).
Her skulle eleverne nu derhjemme prøve at finde så mange af de stilistiske elementer som vi havde talt om, som muligt, og da vi mødtes til vores sidste modul inden vinterferien, som faktisk var fredag fra kl. 13.55-15.30 (og jeg virkelig ikke havde forventet mig meget af den time), blev jeg svært overrasket over hvor mange nuancer i teksten eleverne faktisk havde set, og hvor godt de faktisk var i stand til at lave en sammenhængende stilistisk analyse af artiklen.
Vi gennemgik en ’how to analyse non-fiction’-model samtidig med at vi fyldte modellen ud med betragtninger fra Hey Zuckerberg-teksten.
Og så SKULLE det have været elevernes tur (men dagen og tidspunktet taget i betragtning ændrede jeg planen til noget SMARTBoard-grammatik): De SKULLE have leget eksamen 3 og 3 af 3 omgange, men det må vi gøre en anden gang.
Næste gang – lige efter ferien – er både mit sidste modul om Digital Identities og mit sidste modul med klassen inden jeg går på barsel, og her skal jeg på en eller anden måde have samlet op på de fokuspunkter der har været for emnet: Tilegnelse af nye gloser, non-fiction analyse og diskussion af de problemstillinger SOPA berører.
Endeligt skal der være en lille munterhed i form af denne her video:
Eleverne skulle selv vælge hvilket niveau de ville se film på, og inspireret af deres film skulle eleverne finde på 3 generelle spørgsmål om vores digitale tid, som vi på klassen kunne bruge til små snakkeøvelser/opvarmningsøvelser. Det var måske ikke deres stærkeste side at optænke generelle spørgsmål inspireret af disse videoer (de fik ellers understreget at spørgsmålene også skulle kunne diskuteres af elever der ikke havde set videoerne, men jeg burde have gjort mere ud af hvad et godt diskussionsspørgsmål er). Alligevel kunne jeg nu godt bruge deres spørgsmål som udgangspunkt for lidt mere generelle diskussionsspørgsmål, og nu har jeg små opvarmningsøvelser til resten af forløbet. Jeg starter de andre moduler med at uddele et sæt spørgsmål i mindre grupper og f.eks. bede eleverne på skift indtage rollen som interviewer, interviewee og sekretær. Eller jeg beder dem alle rejse sig og gå rundt og interviewe hinanden, men huske på at man kun må tale med hver klassekammerat een gang. Don’t kill the conversation, by the way.
Derudover har jeg i forbindelse med et uddrag fra The Facebook Story i førnævnte bog brugt denne 1 minuts video om Facebook.
Jeg brugte filmklippet til at analysere både genre, virkemidler og tema, og så diskuterede vi, med udgangspunkt i filmen, hvordan Facebook (og andre sociale netværk) har ændret vores verden og vores hverdag, og hvad det lige præcis er Facebook kan, som man ikke kunne forestille sig for 20 år siden, eller som man bare ikke kan med andre medier.
Endeligt er jeg nu i gang med at arbejde med SOPA (Stop Online Piracy Act), som jo var grunden til at websites som f.eks. Wikipedia lukkede ned d. 18. januar i år (til stor frustration for undertegnede, da jeg liiige skulle bruge lidt hurtig information). Og som selvfølgelig er relevant for os her i Europa når vi taler ACTA. Sidste modul havde jeg bygget op over Simon Thomas’ SOPA-time fra efl-resources:
Eleverne havde fået for som lektie at researche hvad SOPA går ud på, og de skulle derudover finde et argument for og et argument imod (fra nettet – ikke deres egne argumenter). Efter en kortere opsamling på klassen (det viste sig at være meget nødvendigt at få slået fast hvad SOPA egentlig var. Der var nok mange der ikke havde lavet lektier, for det var i hvert ikke overvældende hvad der kom af input) lavede vi Simon Thomas’ øvelse om nyttige udtryk i diskussioner. Vi lavede en ’rundt om bordet’ hvor elever på skift skrev udtryk ned der kunne udtrykke ’disagreement’, ’agreement’, ’expressing doubt’ og ’expressing opinion’.
Herefter gav eleverne udtryk for deres umiddelbare holdning til SOPA ved at stille sig på en række hvor den ene ende repræsenterede ’meget enig’ og den anden ende repræsenterede ’meget uenig’. Jeg delte nu eleverne ind i mindre grupper af tre sammen med elever der nærmest havde samme holdning som dem selv (og det var jo let at se, for de stod efter deres holdning), og sammen skulle de nu finde på en masse argumenter for deres synspunkt, men samtidig også være opmærksom på modargumenter og tænke over hvordan de ville komme dem til livs.
Efter ca. 10 minutter i disse grupper blev eleverne nu sat i nye grupper (matrix-grupper) hvor der altså sad elever med flere forskellige holdninger. De skulle på skift præsentere deres mest centrale argument, og så var der ellers diskussion. De skulle selvfølgelig bruge udtryk fra tavlen hvor vores nyttige udtryk til diskussioner stadig stod. Jeg blev her overrasket over hvor alvorligt eleverne tog diskussionen, og hvor meget engelsk de faktisk holdt fast i at tale – selv når jeg vendte ryggen til.
Næste gang skal vi se lidt på hvilke organisationer/internetfirmaer der protesterer imod SOPA, og hvorfor. Eleverne har fået for som lektie at se Kahn Academy’s glødende anti-SOPA film og skrive to af filmens argumenter ned.
Derudover skal der arbejdes med stilistik som skal bruges når vi skal diskutere en artikel om hvorfor Facebook IKKE ’blocked out’ d. 18/1 2012 som protest mod SOPA.
Men hvordan de timer forløber, blogger jeg om når de er afholdt.