af Eva Pors | dec 1, 2010 | Glosetræning, Mundtlighed, Spil
Ok. Der kommer lige en mere i dag fordi jeg de næste par dage sikkert ikke når at opdatere bloggen. Jeg kan nemlig glæde mig over at jeg her i vintervejret skal en tur til Berlin på Online Educa-konferencen. Forhåbentlig kommer jeg tilbage med masser af inspiration.
Nå, men mangler du lidt sjov til juleafslutningen? Hvad med Countdown (som ikke er spor juleagtigt, men meget sjovt!)
Countdown fungerer som et slags scrabble-spil, hvor nogle bogstaver vises på en PowerPoint, og eleverne skal så forsøge, i par, at danne så mange ord på baggrund af disse bogstaver som muligt. Der gives 1 point for hvert korrekt ord, og der gives et tillæg på 2 point til den gruppe med det længste ord.
Du kan finde et eksempel på Countdown (på engelsk) i materialer eller lige her.
EP
af Eva Pors | nov 28, 2010 | Glosetræning, Spil, Vidensdeling
Er det ikke nødvendigvis en enkelt glose, men i højere grad en mere bred forståelse du gerne vil træne, er det let at lade eleverne lytte til et radioprogram, se en youtube-video eller et andet filmklip. Giv eleverne en række spørgsmål til medie-klippet, som de besvarer mens I lytter og ser. Måske er det nødvendigt at se eller høre klippet to gange fordi det tit kræver rigtig meget af eleverne at skulle skrive og lytte på samme tid. Når I er færdige med to gennemspilninger, kan du bede eleverne rejse sig op og gå rundt i klassen og dele deres informationer med hinanden for på den måde at se om man er enig. Mangler man besvarelser til nogle af spørgsmålene, får man svarene af sine klassekammerater til hele spørgsmålsarket er udfyldt. Hvis du siger at eleverne kun må dele én information med hver er deres kammerater, tvinger du dem til at tale med flere forskellige.
Øvelsen er selvfølgelig velegnet til sprogundervising, men også som en øvelse der kan bruges til at præsentere væsentlige informationer i andre fag – f.eks. kan en litteraturhistorisk periode præsenteres gennem et afsnit af Digtere, Divaer og Dogmebrødre fra DR2, som eleverne besvarer spørgsmål til og herefter deler.
EP
af Eva Pors | nov 24, 2010 | Glosetræning, Spil
Engelsk er et sprog med rigtig mange homofoner (ord der lyder ens, men betyder (og staves) forskelligt) hvilket kan resultere i nogle meningsforstyrrende stavefejl hos eleverne. Så sæt fokus på disse fejl med homofon-opgaver.
Homofonlabyrinten
Lav en masse veje af sætninger i kasser hen over et A4-papir, men lad kun én vej ved hver kasse være rigtig. Få eleverne til at finde vej gennemlabyrinten mens de hele tiden fortæller hvorfor de vælger lige præcis denne vej, og hvad de ’forkerte’ homofoner betyder. Du skal være velkommen til at bruge min brors labyrint, som findes under materialer.
Homofondiktat
En anden måde at sætte fokus på homofonerne er gennem diktater. Bed eleverne skrive alle de måder ned, som det du siger, kan staves på, f.eks: ’steal/steel’ ’know/no’ eller ’red/read’. Læs ca. 10 ord højt. Herefter kan I sammen gennemgå hvilke stavemåder eleverne fandt, og hvad de forskellige stavemåder så egentlig betyder.
Homofonforklaringer
Eller del eleverne ind i par, en halvdel af parret vender ryggen til klassens projekter, og du viser nu i ca. 10 sekunder et homofonpar f.eks. heir/air. Den partner der kan se ordene forklarer homofonerne (what you breathe and somebody who inherits from somebody else) for sin makker, som skal forsøge at gætte homofonerne, inden de næste homofoner kommer op på tavlen. Når halvdelen af ordene er blevet vist, beder du eleverne bytte plads så gætteren nu bliver forklarer.
EP
af Eva Pors | nov 17, 2010 | Glosetræning, Mundtlighed, Spil
Outburst handler om at gætte 10 helt bestemte gloser, som du har stående på et hemmeligt kort. Skriv ti gloser op inden for en kategori, f.eks. ’dairy products’, og del eleverne ind i 2 hold. Giv det ene hold kategorien, og bed dem om at råbe alle de gloser inden for kategorien de overhovedet kan komme i tanke om, men de får kun point for de ti særlige ord, du har stående på dit hemmelige kort. Det vil sige at selvom ‘yoghurt’ er et mælkeprodukt, giver det kun point hvis det er et af de ti ord du har på kortet. Holdet får ca. 1 minut til at gætte. Og ja, de råber alle i munden på hinanden, så det gælder om at høre godt efter som lærer, være hurtig til at give point og kun give point én gang for hver rigtig glose. Når minuttet er omme, er det næste holds tur med en ny kategori. Det behøver ikke kun være gloser du træner i fremmedsprogsundervisning, men generelle begreber fra et emne, f.eks. ’filmiske virkemidler og genrer’, og så er montageklipning, kontinuitetsklipning, frøperspektiv, asynkron lyd og dokudrama måske nogle af de begreber du har på kortet.
I en variation kan eleverne jo selv lave glosekort eller begrebskort og ‘teste’ hinanden.
Under
materialer finder du eksempler på glosekort til engelsk.
EP
af Eva Pors | nov 4, 2010 | Glosetræning, Mundtlighed, Spil
En anden måde at samle op på vigtige begreber, begivenheder eller personer I har stiftet bekendtskab med i et emne, kunne være gennem et slag
Charade. Spillet går i al sin enkelthed ud på at eleverne hver skriver tre ord, begivenheder eller personer på små sedler og kommer dem i en hat. Eleverne går nu sammen med en makker, eller de går sammen tre og tre. Hold 1 starter med at en person fra holdet får 30 sekunder til at forklare så mange af sedlerne fra hatten som muligt. Han må forklare ordet på sedlen på alle mulige måder, dog uden at nævne selve ordet på sedlen eller dele af det ord. Når holdet har gættet ordet, trækker forklareren en ny seddel og forklarer indtil de tredive sekunder er gået. Når gruppen ikke at gætte sedlen han har i hånden, smides denne tilbage i hatten, som nu går til den næste gruppe, der ligeledes vælger en forklarer til at forklare ord i 30 sekunder. Når alle sedler i hatten er væk, tælles der point. Man får et point for hver vunden seddel, og disse lægges nu tilbage i hatten. Nu går man til anden runde. Her går det ud på kun at sige et ord for at gruppen kan gætte sedlens indhold. Igen bliver hver gruppe tildelt 30 sekunder. Når alle sedlerne fra hatten er væk, tælles der igen point efter samme princip som sidst. Den tredje runde går ud på at mime ordet på sedlen. Her må altså ikke siges noget, kun mimes. Igen får grupperne hver 30 sekunder til at gætte så mange sedler som muligt. Når denne runde er forbi, tælles der sammen for alle tre runder og vinderen er den gruppe med flest point. Legen er slut.
EP
af Eva Pors | okt 26, 2010 | Glosetræning, Læs en tekst, Mundtlighed, Spil
Saml op på et emne samtidig med at eleverne trænes i at sætte ord på forskelle og ligheder mellem forskellige begreber, udtryk eller andre elementer af undervisningen. I denne øvelse arbejder eleverne sammen to og to. De skiftes til at læse to begreber, udtryk eller ord højt for deres makker som nu skal forsøge at sige hvad de to ord/begreber/udtryk har til fælles, og hvordan de adskiller sig. Ordpar kunne f.eks. være:
Romeo – Juliet
Tybalt – Benvolio
The Middle Ages – The Renaissance
Juliet – Rosaline
family – lover
Under materialer kan du finde et eksempel på øvelser med parord, som kan bruges til opvarmning. Men som sagt, øvelsen kan sagtens bruges som repetition, og eleverne kan jo lave parordsspil til hinanden.
EP