af Eva Pors | mar 29, 2015 | Evaluering, Hitliste, Skriftlighed
Rigtig mange skoler arbejder for tiden med omlagt skriftlighed hvor læreren i højere grad er en del af processen og altså fordeler sine kræfter mere jævnt mellem fokus på selve skrivefasen og fokus på slutproduktet. Det kræver at læreren finder en god balance mellem sin tilstedeværelse med eleverne og tiden investeret i at give feedback til den enkelte elevs opgave efterfølgende. Inspireret af Hanne Leth Andersens teorier om feedback og rettestrategier kommer her 13 forslag til rettestrategier:
- Til oversættelse: Lav en model solution og gennemgå den samlet på klassen. Eleverne retter selv med imens.
- Til grammatikopgaver: Indspil en model solution som Screencast, adressér problemfelterne, og lad eleverne rette selv.
- Lad eleverne rette hinandens oversættelser eller grammatikopgaver ud fra skarpe kriterier. Lad eleverne omskrive deres produkter på baggrund af rettelser. Ret enten samlet ud fra en model solution, eller ret hver enkelt.
- Pluk gode eksempler på fx indledninger, analysedele og konklusioner ud fra elevernes stile. Giv disse til eleverne, og bed dem i grupper vælge den bedste indledning, den bedste analysedel og den bedste konklusion. Lad eleverne præsentere på klassen hvilke de valgte, og hvorfor. Diskuter herudfra hvad de gode eksempler indeholder. Se mere her.
- Ved oversættelser eller grammatikopgaver: Lad eleverne i grupper af 3-4, ud fra deres egne besvarelser, diskutere og udforme den perfekte besvarelse. Eleverne afleverer deres perfekte besvarelse som gruppeprodukt.
- Ret fokuseret: Indledningen, konklusionen, sproget, brug af citater, struktur og sammenhæng…..
- Eleverne vælger selv et rettefokus: Hvad ønsker de at læreren skal se efter hos dem? Dette kan fx gøres ved at eleven peger på det aspekt ved stilen som han/hun havde sværest ved. Eller eleven ser de seneste 3-5 kommentarer fra afleveringer igennem og fastslår på baggrund af disse hvilket fokus der skal rettes efter.
- Eleverne udfylder en selvevaluering sammen med stilen: Denne selvevaluering indeholder måske 7 punkter som fx “min indledning præsenterer tekst og forfatter og slår det centrale tema an”. Eleven skal give sig selv en karakter for hvert af punkterne, og kun hvis læreren er uenig i denne evaluering kommenteres der.
- Til sproglige rettelser laves udelukkende tomme kommentarfelter, således at eleven selv udfylder disse efterfølgende med rettelserne til og forklaringen på fejlen.
- Til indholdsmæssige rettelser markeres udelukkende et godt afsnit, som kommenteres, og et afsnit ’til forbedring’ som ligeledes kommenteres. Eleven skriver afsnittet til forbedring om på baggrund af kommentarerne og genafleverer.
- Eleverne giver hinanden feedback i form af anerkendende samtaler. På baggrund af samtalen omskrives opgaven.
- Ret/kommenter ikke noget i elevens brødtekst, men skriv udelukkende en kommentar til eleven til sidst. Lad nu eleven selv finde begrundelser for pointerne i kommentaren i selve afleveringen.
- Giv eleven en karakter – og ikke andet. Bed eleven (ud fra klare vurderingskriterier) begrunde karakteren.
af Eva Pors | mar 26, 2015 | Evaluering, Hitliste, Repetition
Nuuk, 2015
Når der skal samles op på en time, kan gruppefremlæggelser være tæt på ligeså dræbende som elevpræsentationer. Her er nogle forslag til andre måder at samle op på timens arbejder på.
- Alle skriver et stikord fra timen på tavlen. Enkelte udvælges og forklares.
- Skriv et-minuts afleveringer på baggrund af timen: Hvad har du lært om xxxx i dag?
- Skriv 150-ords resumeer af timen.
- Skriv et brev/en mail/ en sms til en elev der ikke var tilstede om hvad der er foregået.
- Skriv statusopdateringer på Facebook om hvad der er foregået på timen (postes ikke nødvendigvis. Det er bare genren der angives her).
- Lav en opskrift over det lærte.
- Skriv 10 bud over det lærte.
- Skriv timen om til en kort nyhedsartikel.
- Elever formulerer hver et spørgsmål om indholdet til timen. I grupper af fire diskuteres/besvares disse spørgsmål. Enkelte samles op på klassen efterfølgende.
- Giv eleverne en quiz på et bredt spørgsmål som burde kunne besvares ud fra timen. Forlad rummet, og giv eleverne 5 minutter til at komme frem til et svar i fællesskab. Kom ind og hør svaret.
- Læreren ved alt! Lad eleverne stille alle de spørgsmål de overhovedet kan finde på, til dagens time.
- Giv eleverne centrale stikord fra timen, og bed dem skabe en rækkefølge over anvendelighed af disse ord. Start med det væsentligste ord. Diskuter deres rækkefølger. Du kan bruge Wordjuggle til at lave dine stikordskort.
Jeg er i Nuuk i Grønland hvor jeg netop har holdt kursus om internettet i danskundervisningen. Det er derfor stemningsbilledet fra denne umanerligt smukke dag lige skulle med.
af Eva Pors | mar 22, 2015 | Hitliste, Organisering / undervisningsdifferentiering
Elevpræsentationer kan være noget nær det mest dræbende. Eleverne står ved tavlen, læser højt af et gnidret stykke papir, som de med jævne mellemrum skubber sidemanden i hånden, taler til læreren mere end til klassen, og jeg kunne blive ved. Her kommer nogle alternativer som jeg synes, giver bedre præsentationer, som alle får mere ud af.
- Lav en tegneserie. Udstil den, og gå på udstilling og se hinandens, mens skaberne på skift står klar og forklarer indholdet.
- Lav 60 sekunders foredrag.
- Lav præsentationen som en rap/en sang/et digt.
- Lav en PechaKucha.
- Lav en ’OBS’ om emnet (en ’infomercial’, en oplysningskampagne, eller hvad man nu kunne kalde det).
- Lav en trailer til en film om emnet.
- Lav en podcast om emnet i et kendt P1-format (altså, brug et relevant program fra P1 som skabelon).
- Lav en TED-talk om emnet.
- Præsenter emnet i et rollespil.
af Eva Pors | mar 20, 2015 | Blandet godt, Hitliste, Organisering / undervisningsdifferentiering
copyright: Marek Pokorny
Engelsklærerforeningen postede en skøn liste på Facebook forleden med 53 gode ideer til formativ evaluering fra Edutopia. Og jeg blev rigtig misundelig på den liste. For lister er altid skønne inspirationskilder. Så nu vil jeg også prøve at lave nogle inspirationslister. Det kan godt være de bliver gentagelser af tidligere lister, men det må man så leve med. Men den første liste, som komme nu, er en kort liste over lister.
Liste med classroom management ideer
Liste med 150 undervisningsmetoder
Liste med language games
af Eva Pors | jan 5, 2015 | Blandet godt, Evaluering, Hitliste
Det fungerede så godt sidste år med at have lidt nytårsforsætter at vælge imellem, så det gør jeg lige igen. Jeg behøver også i år kun at leve op til ET forsæt.
- Lav min egen grammatik, som jeg kan dele med mine kolleger. Jeg mister selv for hurtigt overblikket og systematikken i min grammatikundervisning (hvor langt er vi kommet, hvad passer ind, hvad skal repeteres og hvornår, hvor meget skal vi gå i deltaljer, hvor er balancen mellem at få alle hævet til et acceptabelt niveau og lade de grammatikinteresserede nørde løs med undtagelser og spidsfindigheder?). Så jeg vil lave mit eget grammatikkompendium med den stillasering jeg selv synes er hensigtsmæssig og en god blanding af øvelser som også trækker på at anvende grammatisk viden på de tekster vi arbejder med.
- Lav et stilladseringskatalog for skriftlighed i engelsk: Hvornår skal hvad introduceres og hvordan? Hvilke øvelser er gode (masser af forslag), og hvordan anvendes studietiden/omlagt elevtid hensigtsmæssigt på de forskellige stadier – og hvordan skal der gives feed-back. Måske vil jeg også gerne lave et til dansk, der passer præcis til min skole. Men her behøver jeg næppe tænke så meget selv: Der er et hav af virkelig gode bøger om emnet til dansk.
- Hav hele tiden gang i et nyt forløb (og så må andre klasser gerne bruge genbrugsforløb imens). Det skal selvfølgelig ikke nødvendigvis være mig selv der har skabt forløbet fra bunden (jeg må GERNE kopiere fra kolleger og lærebøger), men det skal være et forløb jeg ikke tidligere har undervist i.
- Vær bedre til at bruge OneNote med eleverne.
- Løb tre gange om ugen. Starter i morgen.
Og det var, her dagen før Hellig Tre Konger, det absolut sidste om jul og nytår herfra indtil næste december.
EP
af Eva Pors | okt 25, 2014 | Hitliste, IT og anden teknik
Kender du
Mentimeter?
Mentimeter er et
real time afstemningsværktøj med et cool design og lækker dynamik. Måske er det ikke det mest didaktisk gennemtænkte værktøj at tage med på denne blog, men jeg faldt for designet da programmet blev prøvet af på mig selv på en pædagogisk dag. Og så er det let at anvende, både for personen der opretter afstemningen og deltagerne. I gratisversionen kan man enten give eleverne mulighed for at svare på ’open ended questions’ eller lave ’multiple choice’. Så her kommer fem ideer til hvordan det kan bruges i undervisningen:
- Få eleverne til at skrive et stikord fra dagens lektie, og diskuter derefter kort lektien ud fra dette.
- Eleverne stemmer om det mest overbevisende argument for en udlægning af en skønlitterær tekst.
- Eleverne skriver et argument for og imod en given problemstilling. Kan bruges til fx at træne kronikskrivning efterfølgende.
- Til en undervisningsevaluering kan eleverne skrive deres foretrukne arbejdsformer.
- Eleverne kan stemme om et emne, en tekst, et værktøj eller noget helt andet I skal arbejde med.
EP