af Eva Pors | sep 17, 2015 | Blandet godt, Glosetræning, Grammatik, Hitliste, Innovation, IT og anden teknik, Læs en tekst, Mundtlighed, Organisering / undervisningsdifferentiering, Skriftlighed
Noget af min barsel går med at rydde op på bloggen. Det betyder at jeg er i gang med at læse alle indlæg igennem, rette links til og slette døde links, slette helt uaktuelle indlæg osv. Det er noget af en hovedrengøring, som tager tid. Indtil videre er jeg igennem en fjerdedel af indlæggene. Men som det altid er med oprydninger, finder man jo også en masse lækre sager som man helt havde glemt. Så her kommer lige nogle links og indlæg jeg synes du skal kaste et blik på (igen) hvis du, som jeg, havde glemt at de eksisterede.
Publikationer
Læs denne lille udgivelse om forfattere i gymnasiet, og få en masse gode ideer til skriveøvelser med dine (dansk)elever og ideer til hvordan du kan inddrage forfattere i skriveundervisningen.
Links
Mangler du ideer til din Shakespeare-undervisning? Så klik ind på Folger Shakespeare Library.
På ESLvideo kan man blandt andet lave quizzer til små videoklip. Du kan læse mit blogindlæg om hvordan man kan bruge sitet her.
Phrase Up er et lille program der kan hjælpe eleverne med at finde de ord de ikke selv lige kan huske, mens de skriver. Du kan læse mit blogindlæg om at anvende programmet her.
Grammar Girl giver en masse ’dirty tips’ til hvordan man kan holde styr på den engelske grammatik. Du kan se mit indlæg om hvordan Grammar Girl kan bruges i undervisningen her.
Mangler du ideer til glosetræningsøvelser, så kan du nok blive inspireret af denne side, som giver dig ”two dozen tips and techniques’. Altså, masser af glosetræningsøvelser og -spil.
Vil du træne gloser med cloze tests, kan du lave dine egne her.
Eller hvad med at give eleverne denne lille quiz hvor de – på tid – skal gætte de 100 mest almindelige engelske ord. Det er en øvelse der kan være meget relevant for et sproghistorisk forløb.
Husk også Breaking News English, som giver masser af små læse-forståelses øvelser der kan bruges til at træne både ordforråd og grammatik.
Brug taler og interviews i undervisningen, og se ideer til hvordan og hvor du kan finde disse i dette blogindlæg.
Indlæg der burde være populære
Ud over links og materialer faldt jeg også over nogle af mine egne ideer som jeg ikke burde have glemt. Så her er en liste over indlæg der burde være populære på bloggen:
Hold eleverne i gang 1-3: Tips og tricks til at sørge for alle elever arbejder hele timen.
Hold eleverne i gang 4-5: Tips og tricks til at sørge for alle elever arbejder hele timen.
Art mobs: Lav jeres egne podcastsserie som f.eks. audio guides til et museum.
Lad eleverne skrive deres egen litteraturhistorie. Et større projekt som synes oplagt i som et innovationsprojekt.
Klik ind på dette indlæg, og læs om hvordan du kan bruge Teaching Channel til blandt andet at få ideer til at gå til lyriklæsning på.
Mangler du ideer til hvordan du kan effektivisere gruppearbejdet? Læs dette indlæg.
af Eva Pors | mar 10, 2015 | Forløbsplaner, Innovation, Vidensdeling
I dag følger så anden halvdel af mit forløb om britiske sonetter. Den skarpe læser vil dog nok bemærke at der faktisk er tale om otte sonetter og ikke 7. Men det var altså sådan det blev.
Som altid må I leve med fejl og mangler, men hvis man kan det, så kan forløbets anden del findes her og under materialer.
af Eva Pors | dec 31, 2014 | Blandet godt, Evaluering, Innovation, Skriftlighed
På denne årets sidste dag er det tid til at gøre status. Sidste år anerkendte jeg min egen utilstrækkelighed, gav mig selv fem forslag til nytårsforsætter, men gjorde det samtidig klart for mig selv (og bloglæsere) at jeg kun behøvede at leve op til et. Du kan læse om mine 5 forslag til nytårsforsætter her.
Og her kommer så opfølgningen.
- Jeg fik aldrig delt et forløb. Mest fordi jeg faktisk ikke selv har lavet noget nyt forløb det sidste år. Jeg har stjålet fra kolleger, arbejdet sammen med kolleger om at tilrettelægge forløb og taget forløb direkte fra lærebøger. Men jeg har dog i sommer udgivet en bog om Canada, som faktisk er et meget langt færdigbagt forløb (som jeg også selv har kørt efter i dette semester), så hvis du har købt bogen, har jeg på en måde delt et færdigt forløb med dig.
- Nej, ingen .gif-projekter. Men Olga Ravn lægger stadig .gif’er ind på sin blog – og skriver også om dem. Det gør hun godt.
- Næh, heller ikke meget systematisk videndeling. Eller, tjo, jeg har nu fællesforberedt tre hele forløb med kolleger. Vi har forberedt halvdelen af modulerne til et emne hver eller forberedt et forløb hver, som vi så har delt, og det har bare fungeret! Vi havde selvfølgelig snakket om inden hvad der skulle med, og så tænker vi ellers ret ens, så de moduler jeg ikke selv har forberedt, har været lige til at tage og gå ind og undervise i. Det har virket super godt.
- Ja, DET har jeg gjort: Meget mere fokus på feedback af skriftlige opgaver. Det hjalp enormt at komme på rettestrategikursus i marts hvor jeg kom hjem propfuld af ideer til at gentænke min skriftlighedsundervisning. Det resulterede i flere blog indlæg som dette, dette, dette og dette. Jeg synes det virker: Jeg bruger godt med tid på at sætte eleverne ind i opgaverne og gøre det klart hvad der forventes. Vi bruger tid på at brainstorme ideer til løsningsforslag. Jeg lader eleverne stjæle gode ideer fra hinanden. Vi bruger tid på at diskutere eksemplariske besvarelser. Vi bruger tid på genafleveringer. Vi bruger tid på at evaluere (dele af) hinandens besvarelser. Og det stilesæt jeg netop har rettet fra mine 2.g’er, var sgu rigtig godt. Jeg er meget stolt af dem. Så jeg er meget optimistisk over for den øgede studietid.
- Altså, jeg må indrømme at innovation ikke rigtig har fundet sin faste plads i min undervisning endnu, men det er på vej. For nu har jeg i flere forskellige sammenhænge været på kursus og været med i arbejdsgrupper om innovation i fagene og AT, så det kommer ligeså langsomt ind. Og så synes jeg stadig at min kollegas forslag om at få eleverne til at reflektere over hvordan deres nyerhvervede viden kan overføres på relevante sammenhænge uden for klasselokalet (altså, innovation som evaluering), er en super ide, der skal prøves af.
EP
af Eva Pors | nov 8, 2011 | Grammatik, Innovation, IT og anden teknik, Repetition, Skriftlighed
3.g grammatikwiki
Det er efterhånden nogen tid siden jeg først bloggede om Wikis, og i dag hvor mine elever netop er blevet færdige med en grammatikwiki, havde jeg derfor lyst til lige at vise hvordan en sådan kan se ud. Vær sød ikke at skrive til eller slette noget i wikien, men blot at være gæst.
Eleverne blev delt ind i 6 grupper der hver valgte sig ind på et grammatisk emneområde som de syntes de havde særligt svært ved. Opgaven var at skrive nogle regler for dette grammatiske felt (skulle bare skrives på dansk), henvise til eller selv lave nogle træningsøvelser til dette grammatiske område og endeligt at lave en lille instruktionsvideo som kunne stå som supplement til teksten.
Nogle af de pædagogiske overvejelser jeg har haft i forbindelse med processen, har været hvor meget jeg skulle rette af det udgivede. Eleverne har arbejdet selvstændigt med hvert af deres tildelte område, og jeg har kun været virtuelt, asynkront tilstede. De har derfor kun forhørt sig om mindre problemfelter hos mig, og resultatet er at wikien selvfølgelig ikke er fejlfri. Der er nogle forklaringer og eksempler ind imellem som jeg ikke er helt tilfreds med. Nu er det jo heldigvis sådan med en wiki at den lige præcis aldrig behøver at være et færdigt produkt, og vi derfor løbende kan bearbejde den der hvor der måtte være fejl og mangler. Sværere er det med de film eleverne har produceret og indlejret på siden. Det kræver noget mere arbejde at få dem lavet om eller rettet til. Men jeg mener nok også netop at denne type produkter skal have lov at stå som elevprodukter der ikke nødvendigvis er fuldstændig finpudsede af læreren.
Hvis copyright ikke er fuldt overholdt i alle tilfælde, vil jeg gerne vide det, for eleverne havde faktisk fået at vide at forklaringerne skulle være deres egne ord, og hvis du har kommentarer eller spørgsmål til processen eller produktet her, så vær ikke bleg for at smide en kommentar til mig.
EP