I dag var der på skolen pædagogisk dag for hele skolen om bl.a. IT i undervisningen, og selvom man er på barsel, kunne man jo godt lige snige sig ind og høre det inspirerende oplæg som lektor i pædagogik på SDU, Michael Paulsen, holdt for både elever og lærere. Her talte han om god og dårlig (måske mest den dårlige) IT-kultur i skolen og kom med et par tips og tricks til måder at anvende et par af de ’nye’ teknologier på. Jeg vil prøve at samle lidt op på nogle af de pointer som Michael Paulsen fremlagde, som jeg især bed mærke i.
For det første synes det helt centralt at vi som lærere er os bevidste om at vi har inviteret et virkelig kraftigt værktøj/legetøj ind i klasselokalet ved at invitere computere og internet indenfor. Dette kræver selvfølgelig en klar bevidsthed fra vores side om hvordan vi ønsker at bruge dette værktøj, og hvad det rent faktisk kan, for selvfølgelig skal det ikke blot bruges til at shoppe sko med eller statusopdatere Facebook-profilen i skoletiden. Og ja, let’s face it: Det sker også. Men Michael Paulsen præsenterede to helt centrale måder at angribe IT på, som er med til at skabe dårlige IT-læringsmiljøer: Det ene er FORBUD, det andet er LIGEGYLDIGHED. Det var lige vand på min mølle!
Derudover er det væsentligt med en bevidsthed om at man ikke kan multitaske, og det hæmmer læringen at statusopdatere sin Facebookprofil mens man lytter til et lærerforedrag om 1. verdenskrig. Derimod talte Michael Paulsen om at multiplekse og netop bruge de sociale medier til at reflektere over undervisningen, imens den foregår. Og selvom dette også kræver et højt koncentrationsniveau, og selvom ikke alle elever vil være i stand til at producere refleksioner omkring et emne, samtidig med at de også skal lytte til et oplæg om emnet, så giver et åbent kommunkationsforum (som f.eks. Twitter eller Facebook) eleverne mulighed for netop at deltage på deres eget niveau: De der ønsker at dele deres refleksioner, kan gøre dette, mens andre elever kan nøjes med at læse med. Forskellen fra en almindelig efterfølgende klassediskussion er, at ALLE elever har mulighed for at følge med i refleksioner UNDERVEJS og er ikke henvist til at vente til efter oplægget for at høre om andres refleksioner. Dette betyder altså at flere elever blidt sparkes ind i refleksionen tidligere, mens oplægget står på, og ikke blot skal i gang med at forholde sig til materialet bagefter.
Du kan læse mere om Michael Paulsens forskning om IT i klasseværelset i artikelserien De to tårne, Glashuset, Reden og Maskinen som alle findes i fagforeningsbladet Gymnasieskolen.
Men hvis ligegyldighed og forbud kendetegner den dårlige brug af IT i undervisningen, hvad kendetegner så den gode? Michael Paulsen gav os som sagt et par tips og tricks med på vejen, og det der var helt kendetegnende her, var den AKTIVERENDE, INKLUDERENDE brug af IT. Især fremhævede han Twitter frem for Facebook, fordi kun et fåtal af eleverne i forvejen kender til Twitter, hvilket gør det lettere for læreren at etablere en kultur omkring brugen heraf. Derudover er det lettere at sortere i kommunikationsstrømmen ved hjælp af hashtags (#), og generelt er der ikke så mange forstyrrelser på Twitter (reklamer, andre venner uden for skolen), som der er på Facebook. Og så er Twitter-netværket ikke afhængigt at ‘venskaber’ og invitationer. Her kan alle følge alle uden anmodninger kræves.
Vi skal selvfølgelig som lærere ikke bare bruge IT for at være med på noderne, eller fordi der lige er et sjovt lille program. Der skal være en fundamental mening med det; altså det skal helst kunne noget, som ikke ellers kan lade sig gøre – eller i hvert fald ikke uden større krumspring. Og det kan back channeling (fordi alle elever kan deltage synkront og reflekterende i en diskussion), wikis (fordi det kan være en let og systematisk måde for hele klassen at videndele på og dele noter). Det kan text-to-speech programmer (som gør det muligt for elever at høre deres skriftlige produkter oplæst, eller muligt for dig at differentiere oplæste tekster eller diktater), lydoptageprogrammer (som gør det muligt at give alle elever taletid og faktisk høre hvad der bliver sagt efterfølgende), og det kan sociale medier som f.eks. Facebook fordi vi her har mulighed for at samle en bred vifte forskellige medietyper – hurtigt og nemt – og kommentere hinandens produkter, for ikke at nævne den lynhurtige kommunikation Facebook giver mulighed for.
Igen har Nik Peachey ledt mig på sporet af nye programmer, og denne gang er det Lingle der har fanget min interesse. Programmet er et rigtig fint redskab til at hjælpe læreren med at lave en hurtig bearbejdning af tekster, således at der både opgives gloser, laves forskellige grammatiske øvelser eller gloseøvelser ved hjælp af blot et par klik. Programmet laver altså alt benarbejdet for dig, og det eneste du skal gøre, er at finde den artikel du vil bruge. Du kan selvfølgelig også se og bruge timer, som andre har skabt i programmet. Ulempen ved programmet er at det ikke forbliver gratis, og at du – så vidt jeg kan se – ikke selv kan uploade tekster, men skal finde tekster/artikler fra nettet.
Det kan virke uoverskueligt at skulle holde sig opdateret med alle de mange web 2.0-programmer der hele tiden dukker op og kan revolutionere undervisningen (i hvert fald i den uge), ligesom det kan være svært finde tid til at klikke sig ind på alle yndlingsblogs eller yndlingssites for at se om der er sket noget nyt og spændende siden sidst. Men du behøver slet ikke være særligt aktivt opsøgende for at holde dig ajour med faglig og pædagogisk udvikling. Her kommer et par tips til hvordan du let kan få serveret masser af inspiration – uden synderligt mange computerklik.
Twitter. Jeg er selv relativt ny på Twitter, men dette er en af mest fagligt inspirerende platforme jeg bevæger mig på. Her følger jeg ikke personlige venner, men professionelle interessefællesskaber, og de folk jeg følger, mikro-blogger (maks 140 tegn) interessante links til artikler, programmer, blogs osv. Ved at bruge # (hashtag) kan du også søge på bestemte emner eller grupper som andre twitter-brugere har markeret deres tweets med. Prøv f.eks. at skrive #skolechat i søgefeltet. Her tweeter en hel gruppe danske lærere om alt hvad der rører sig i undervisningsverden. Jeg bruger også selv #ESLchat og #ELTchat, som har med engelskundervisning at gøre. Strømmen i Twitter går hurtigt (især hvis du følger mange), men frygt ikke. Virkelig relevante tweets bliver med stor sandsynlighed re-tweetet, så du skal nok nå at fange dem.
Facebook. Afvis ikke Facebook som en narcissistisk, selvfremstillende platform der handler om at udbasunere hverdagens trivialiteter til alverden. Her er faktisk rigtig interessante grupper du som lærer kan deltage i og erfaringsudvekle med, få inspiration fra og finde tips til f.eks. nye programmer til undervisningsbrug. Du behøver ikke selv være aktiv, du kan bare sidde med på en lytter. Ansøg f.eks. om medlemskab af gruppen IT og undervisning eller gruppen Sociale medier, Pædagogik og Formidling eller gruppen Facebook i undervisningen.
Og så er der et hav af superrelevante blogs og websites derude som hver eneste dag poster nyt materiale med kreative ideer og programmer lige til at hive ind i klasseværelset eller til at lette dagligdagen. Men hvordan holder man styr på de mange blogs man så gerne vil følge? Det gør man ved hjælp af RSS-feed og en læser (reader), f.eks. Feedly. Hver gang du finder en lækker blog eller et site du gerne vil holde dig opdateret med, kopierer du adressen til Feedly.
Og så er der Scoop.it, som minder lidt om blogs bortset fra at kuratoren (som det hedder på sitet) ikke selv skriver tekster, men derimod samler interessante links på en lækker side. Du kan som læser følge andres Scoops præcis som du følger deres blogs, og holde dig opdateret med relevante links som andre har fundet frem. Jeg følger f.eks. (til største inspiration) Web2.0 forlærere og Connected Learning og The Best Educational Tips bare for at nævne et par stykker.
Tak til Anne Mette for at opfordre til denne blogpost.
I går havde jeg den mærkværdige fornemmelse af at flere af dagens oplevelser var som planlagt mod en undervisningstime. Først var jeg på kursus for faglige IT-vejledere hvor vi blandt andet hørte Lars Qvortrup fortælle hvordan vi hele tiden bør have med i vores overvejelser at eleverne også skal uddannes til kritiske mediebrugere når vi netop inviterer flere og flere medietyper ind i klasselokalet.
Da jeg efter kurset tjekkede min Facebook-side, opdagede jeg denne video, som jeg dog ventede til senere på aftnen med at se.
Jeg så videoen og blev straks berørt. Smed mine mediekritiske briller (dem glemmer jeg nok også for ofte at tage på – det bliver man nærsynet af!). Og i samme sekund som videoen var færdig, tonede dette indslag frem i aftnens TV Avis kl. 21 på DR (hvis linket ikke virker, er der tale om indslaget fra TV Avisen d. 8/3 2012 kl. 21. Indslaget hedder ‘Video om krigsforbryder’ og starter 15.40 min. inde i programmet).
Hvis jeg nu stadig var i gang med mit forløb om Digital Identities, så havde dette været den oplagte afslutning på forløbet. Men jeg ville snildt kunne bruge en lignende time i dansk hvor vi diskuterede filmanalyse, medier og retorik. Dette er et forslag til hvordan jeg VILLE have brugt videoen:
Del klassen i to halvdele, og bed halvdelen skrive alle patosappellerne fra videoen ned de lægger mærke til, og bed den anden halvdel skrive alle logos- og etosappeller ned.
Se videoen (den varer en halv time), og bed herefter elverne komme med deres umiddelbare reaktioner: Hvad føler I? Har I lyst til at hjælpe? Hvad gjorde størst indtryk på jer? Osv.
Herefter vil jeg bede patos-eleverne skrive deres betragtninger op på den ene side af tavlen (nok den gamle grønne, så alle kan skrive (eller i et Google Docs så vi også har disse noter bagefter)) og logos/etos-eleverne skrive alle deres argumenter op. Nu kan vi sammenligne de to lister. Hvilken én er længst? Hvorfor? Og har det nogen indflydelse på jeres holdning til filmen at se så sort på hvidt at der i langt højere grad spilles på patosappelformen end de andre to?
Igen ville jeg dele klassen ind i mindre grupper og give hver gruppe mindre opgaver at fokusere på.
Jeg ville dele filmen ind i mindre bidder (f.eks. 5 stk af ca. 6 minutter) og få fem grupper til at lave analyse af de levende billeder.
Jeg ville få en eller to grupper til at analysere filmen ud fra Ciceros pentagram og især prøve at fokusere på afsenderen (hvem pokker er afsenderen egentlig?) og sproget (udvalgte argumenters opbygning, evt. ud fra Toulmins argumentationsmodel).
Jeg ville få en gruppe til at undersøge logosappellerne. Hvordan kan vi undersøge de faktuelle oplysninger, som filmen præsenterer? Er der andre organisationer og eksperter vi kan søge informationer hos? Hvem, og hvad siger de?
Eleverne kan efter gruppearbejdet præsentere deres undersøgelser for hinanden i matrixgrupper eller måske for hele klassen.
Endelig kan vi afslutte med en klassediskussion hvor vi samler op på hvordan vi finder ud af om man kan stole på en sådan viral video. Vi kan diskutere hvorfor det er nødvendigt at efterprøve fakta, og ikke mindst hvordan man efterprøver fakta? Vi kan diskutere om alt dette betyder at vi IKKE skal deltage i protesterne d. 20. april 2012?
Og hvad er en kritisk mediebruger, og hvordan bliver man sådan én? Hvordan kan argumentationsanalyse, retorisk analyse, filmanalyse og kommunikationsanalyse (og alle andre analysemetoder) bruges i den sammenhæng?
Til sidst vil jeg selvfølgelig gerne sætte det i sammenhæng med hvad vi i forvejen har talt om om sociale medier: Hvilken magt ligger der i sociale medier, og hvorfor? Hvorfor er disse medier så effektfulde når de præsenterer et emne som dette?
Nik Peachey præsenterede for et par dage siden dette lille program på sin blog Quick Shout. The Artistifier giver dig (og eleverne) mulighed for at ’artistify’ en hvilken som helst Youtube-video ved blot at kopiere linket. Det betyder at videoen nu optræder som en sort-hvid stumfilm, og man kan nu selv sætte tekst (eller ’captions’) ind i filmen.
Dette er selvfølgelig i høj grad et gimmick-værktøj, men det kan altså bruges til at sætte en umiddelbar refleksion i gang om et lille videoklip, som efterfølgende skal bearbejdes. Find for eksempel en lille kortfilm at sætte ind i The Artistifier, og bed eleverne skrive deres ’captions’ til hvad de tror, sker i filmen (og de kan selvfølgelig begrunde deres ’captions’ efterfølgende: Hvilke filmiske virkemidler peger i denne retning?). Du kan også bruge dette koncept i forbindelse med et forløb om kommunikation og kropssprog hvor man netop kan vælge at bruge elevernes ’captions’ til at holde fokus på hvad det er i skuespillernes kropssprog der peger mod en bestemt kommunikationssituation.
For et par dage siden bloggede jeg om en workshop jeg havde afholdt, som blandt andet handlede om DVD Shrink og det at rippe en DVD. På samme workshop hvor jeg talte om dette, talte jeg også om Youtube, afspilningslister og download som kan bruges i forbindelse med gennemgang af filmiske virkemidler og til eksamen.
Jeg fundet nogle forskellige klip fra spillefilm på Youtube som jeg bruger som illustration af forskellige filmiske virkemidler. Youtube giver mulighed for at lave afspilningslister, og det gør det let at samle ’mine’ videoklip i et eneste link som jeg så kan dele med eleverne. Eleverne kan enten have set klippene hjemme som lektie og læst en tilhørende analysemodel, så de kender begreberne på de forskellige virkemidler og teknikker, og så kan vi nøjes med at samle op på f.eks. det sidste klip. Eller vi kan se alle klippene sammen på klassen og tale om hvilke virkemidler der er i spil i de enkelte klip. Du kan finde min Youtube afspilningsliste her. Jeg indrømmer blankt at det stort er de samme klip jeg bruger til både dansk og engelsk:
American Beauty: Fra supertotal til halvnær/nær
Notting Hill: Travelling cam
300: Kontinuitetsklipning
Quantum of Solace: Parallelklipning/montageklipning
Det forsømte forår: Ultranær + frøperspektiv og fugleperspektiv
America Psycho: Kontrapunktisk musik
Stigmata: high key / low key, synkron/asynkron lyd, lydeffekter, nær og ultranær, montageklipning/parallelklipning
Hvis du mangler en god oversigt over hvilke elementer du kan inddrage i analysemodel til filmanalyse, så kan du finde en fra vejledningen til læreplanen for STX-engelsk her. Den kan sagtens bruges til andre fag og andre niveauer end engelsk A-niveau.
For at oprette din egen afspilningsliste i Youtube skal du blot klikke på ’Føj til’-ikonet under den video du ønsker at tilføje til en afspilningsliste, oprette en ny afspilningsliste eller vælge en afspilningsliste du allerede har oprettet, og så kører det. Husk dog at du skal være logget på Youtube (f.eks. med din Google-konto) for at du kan bruge funktionen.
Hvis du har brug for at downloade et Youtube-klip (måske til eksamensbrug), så kan du gøre det ret enkelt ved at skrive ’save’ efter www. og før resten af youtube-adressen. Ved at gøre dette får du endda mulighed for at downloade i f.eks. MP4-format, som kan være nemmere at arbejde med i andre programmer end f.eks. flv-formatet er det.
Men hvis du har RealPlayer på din computer, kan du også downloade Youtube-videoer med et enkelt klik på den ’download’-fane der viser sig øverst i højre hjørne af den spillende Youtube-video. Fordelen ved RealPlayer er at du gratis får en ’trimmer’ med, som betyder at du efterfølgende meget let kan trimme dit klip og altså tilpasse det lige den længde, som du skal bruge. Men klippet downloades i .flv-format, som f.eks. ikke uden videre kan bruges i Windows MovieMaker. RealPlayer kan downloades gratis.
Og så lige et bonustip: Sørg for at downloade VLC-player, som er gratis og kan afspille alle ønskelige videoformater.
