af Eva Pors | nov 16, 2011 | Film og medier, Forløbsplaner, IT og anden teknik, Vidensdeling
Det er jo lige her og nu det sker. Occupy-bevægelserne. Og hvis du skal i gang med et tværfagligt forløb og ikke ved hvad emnet skal være, så kunne du måske lokke en samfundsfagslærer med på dette emne. Eller hvis du bare står med et par moduler du ikke ved hvad du skal gøre med, så spring ud i det. Diskuter demokratiet!
Uden at have prøvet noget af det af, har jeg er samlet et par links med ideer som måske kan prøves af i et forløb om Occupy-bevægelserne.
The Learning Network New York Times har deciderede undervisningsplaner klar.
På Free English Lessons Online finder du en lille video med tilhørende små spørgsmål, som måske kan bruges som en kort introduktion.
På Facebookgruppen om Occupy Wall Street finder du relevante videoklip, lydoptagelser og andet du kan bruge i undervisningen.
På ESL Library kan du finde denne podcast om Occupy Wallstreet-bevægelsen, som kan give dine elever den mest nødvendige baggrundsinformation.
Jeg har ikke været i stand til at finde en færdig tidslinje over Occupy-bevægelsen, så måske kan du sætte eleverne til at lave research på historikken og udfylde en tidslinje på
tiki-toki
Du kan også bede eleverne samle de bedste materialer (avisartikler, Youtube-videoer og andet) i PDF-filer, som I gemmer i Youblisher og diskuterer ud fra.
EP
af Eva Pors | nov 14, 2011 | Hitliste, IT og anden teknik, Organisering / undervisningsdifferentiering
I modsætning alle de andre platforme vi arbejder på (Fronter, Lektio, Ludus eller hvad de nu alle sammen hedder), så er eleverne altid på Facebook, ser opslag lynhurtigt og har sjovt nok aldrig problemer med at komme på. Det er virkelig det sted jeg oplever som den hurtigste vej til at komme i kontakt med alle elever. Men udover at være en kontaktflade, så kan Facebook også bruges som reelt undervisningsværktøj. Her kommer 8 forslag til hvordan.
- Brug Facebook som en vejledningsplatform. Her kan eleverne stille spørgsmål til skriftlige opgaver eller til lektierne. Og da alle kan se spørgsmål og svar (hvis ikke eleven vælger at kontakte dig via besked-funktionen som er privat), så er der mulighed for at andre elever også kan byde ind med svar eller ikke selv behøver at spørge om præcis det samme.
- Facebook er et sted hvor det er meget let at dele mediefiler. En undervisningside jeg fik at en kollega den anden dag, gik ud på at eleverne fandt en musikvideo eller reklame de holdt særligt af på Youtube og linkede til den i Facebook. Herefter skulle de finde symboler i deres musikvideo (symboler var timens fokus) og skrive disse symboler som kommentar til deres vedhæftede musikvideoer. Nu er alle 30 videoer og kommentarer samlet et sted, lige til at se.
- Facebook har også en synkronskrivningsfunktion i Facebook Docs, som jeg dog ikke har prøvet meget af endnu. Det kan efter sigende dog slet ikke det samme som Google Docs, men man kan altså på denne måde være inde på en samme platform hele tiden. Synkronskrivning er ideelt til f.eks. brainstorms og til karrusellen.
- Facebook er et ideelt sted at undersøge sproghandlinger eller sociolekter i dansk.
- Facebook kan bruges kreativt til at skrive statusopdateringer for personerne i en tekst. Vil man skrive under personernes navne og ligefrem oprette profiler for disse, så skal det dog ikke gøres på Facebook (for den slags er ikke tilladt), men på Fakebook.
- Der er mulighed for at lave små afstemninger på Facebook som f.eks. kunne omhandle elevernes ønsker om tekster der skal læse, om arbejdsformer i undervisningen eller andre ting der skal evalueres. Afstemningerne kunne også gå på mere faglige spørgsmål, f.eks. omkring dagens lektie, så du på den måde kan se hvor mange har forstået de centrale problemstillinger, eller hvor du bør sætte ind.
- Upload små quizzer til eleverne, som fra Facebook er lette at tage. Disse quizzer kunne evt. være designet på Classtools.net eller EFL Classroom 2.0.
- Brug Facebook som back channel, og bed eleverne deltage i klassediskussionen på Facebook samtidig med at diskussionen kører mundtligt hvis de ikke selv lige kommer til orde. På den måde kan du også få et overblik over elever der reelt gerne vil deltage, men måske er for generte.
EP
af Eva Pors | nov 12, 2011 | Blandet godt, Forløbsplaner, IT og anden teknik, Læs en tekst, Vidensdeling
And Also Sharks – image © Cormorant Books
I forbindelse med NACS-konferencen (The Nordic Association for CanadianStudies) i Aarhus i august i år blev jeg introduceret til en masse nye canadiske forfattere, som vakte min interesse med det samme. Herunder Jessica Westhead og hendes novellesamling fra 2011, And Also Sharks, som jeg fik med hjem fra konferencen. Jeg fik straks lyst til at bruge hendes noveller i undervisningen, og jeg fik faktisk også kontakt til både hende og hendes redaktør da jeg også havde sat mig for at skrive en artikel om novellesamlingen til Anglo Files.
Resultatet af denne kontakt blev at jeg med en 3.g-klasse oprettede
en blog hvor vi løbende bloggede om teksterne, om vores reaktioner på teksterne, bloggede en enkelt kreativ øvelse vi lavede i forbindelse med teksterne og så videre. Og Jessica Westhead kiggede med og kommenterede også. Til sidst bloggede eleverne 13 spørgsmål til Jessica Westhead, og hun kvitterede ved at indspille to små videoer hvor hun besvarer deres spørgsmål. Se dem endelig på bloggen. Det er forrygende, og hun kan sgu noget!
Det har været storartet at se litteraturen leve på denne måde hos eleverne. De har været fascinerede af kontakten til en virkelig forfatter, og de har udvist en entusiasme for teksterne som jeg sjældent ser i litteraturundervisningen. Du kan se vores blog her, ligesom du også her kan se Jessica Westheads video. Vil du gerne vide mere om Jessica Westhead, kan du klikke ind på dette link, som er en materialesamling jeg har lavet i forbindelse med Anglo Files-nummeret om Canada, som udkommer inden for de nærmeste dage. Her finder du bl.a. traileren til ’And Also Sharks’, en novellesamling jeg anbefaler på det varmeste.
Én af mine pointer med dette blogindlæg er også at huske mig selv på – og opfordre andre lærere til – at turde at bruge forfatterne mere i undervisningen. De par gange jeg har haft direkte kontakt til forfattere, har jeg set en dynamik og et engagement i elevernes tilgang til litteratur som er det hele værd. Hvis det er det der skal til for at vække lysten til læse, så er det vel værd at overveje.
EP
af Eva Pors | nov 8, 2011 | Grammatik, Innovation, IT og anden teknik, Repetition, Skriftlighed
3.g grammatikwiki
Det er efterhånden nogen tid siden jeg først bloggede om Wikis, og i dag hvor mine elever netop er blevet færdige med en grammatikwiki, havde jeg derfor lyst til lige at vise hvordan en sådan kan se ud. Vær sød ikke at skrive til eller slette noget i wikien, men blot at være gæst.
Eleverne blev delt ind i 6 grupper der hver valgte sig ind på et grammatisk emneområde som de syntes de havde særligt svært ved. Opgaven var at skrive nogle regler for dette grammatiske felt (skulle bare skrives på dansk), henvise til eller selv lave nogle træningsøvelser til dette grammatiske område og endeligt at lave en lille instruktionsvideo som kunne stå som supplement til teksten.
Nogle af de pædagogiske overvejelser jeg har haft i forbindelse med processen, har været hvor meget jeg skulle rette af det udgivede. Eleverne har arbejdet selvstændigt med hvert af deres tildelte område, og jeg har kun været virtuelt, asynkront tilstede. De har derfor kun forhørt sig om mindre problemfelter hos mig, og resultatet er at wikien selvfølgelig ikke er fejlfri. Der er nogle forklaringer og eksempler ind imellem som jeg ikke er helt tilfreds med. Nu er det jo heldigvis sådan med en wiki at den lige præcis aldrig behøver at være et færdigt produkt, og vi derfor løbende kan bearbejde den der hvor der måtte være fejl og mangler. Sværere er det med de film eleverne har produceret og indlejret på siden. Det kræver noget mere arbejde at få dem lavet om eller rettet til. Men jeg mener nok også netop at denne type produkter skal have lov at stå som elevprodukter der ikke nødvendigvis er fuldstændig finpudsede af læreren.
Hvis copyright ikke er fuldt overholdt i alle tilfælde, vil jeg gerne vide det, for eleverne havde faktisk fået at vide at forklaringerne skulle være deres egne ord, og hvis du har kommentarer eller spørgsmål til processen eller produktet her, så vær ikke bleg for at smide en kommentar til mig.
EP
af Eva Pors | nov 7, 2011 | IT og anden teknik
Smore giver mulighed for at lave flotte plakater og pamfletter med mulighed for at inddrage både videoklip, lyd og billeder – og skrift. Her er fem ideer til hvad du kan bruge Smore (og andre online collage-programmer til)
- Elverne laver leksikonsider omkring en litterær periode, kanonforfattere, forskellige historiske begivenheder, grammatiske koncepter osv.
- Eleverne fremstiller temaer fra en roman eller en novelle eller fra et helt emne som de efterfølgende præsenterer for hinanden i en show and tell.
- Eleverne kan lave lækre invitationer til forskellige projekter og events, som folk udefra inviteres med til, og disse invitationer kan deles på Facebook, Twitter, skolens hjemmeside eller hvilke sociale platforme eleverne nu engang er på.
- Eleverne kan fremstille en collage som en reklame, en promotion af en politiker eller et politisk budskab osv. og derigennem arbejde med formidling, genre og målgruppe.
- Elever kan bruge platformen til at lave deres egen lærebog med de mest relevante materialer og (hjemmelavede) gode opgaver til et bestemt emne. Læreren kan nu vælge de bedste par collager ud og bruge dem som udgangspunkt for undervisningen.
A Cupcake Story from Smore on Vimeo.
EP
af Eva Pors | nov 5, 2011 | IT og anden teknik, Spil
Jeg har efterhånden et par gange blogget om forskellige små online spil du selv kan lave til undervisningen, men her kommer den store samlede oversigt over alle mulige spil: På EFL Classroom 2.0 kan du finde ideer og skabeloner til alle mulige spil.
Fling the Teacher: Et lille sjovt spørgsmålsspil med 15 spørgsmål som er velegnet til repetition af et forløb, en gloseøvelse eller noget andet som du også kunne have lavet med multiple choice. Eleverne skal svare rigtig på alle 15 spørgsmål før de får lov til at ’fling the teacher’. Der findes på siden en manual til hvordan du laver din egen Fling The Teacher. Det eneste det kræver er at du downloader ’Fling The Teacher Generator’. Der ligger også allerede nogle spil klar på sitet, men de har nødvendigvis den store relevans for lige præcis din undervisning.
What the Wordle: Fantastisk ide til brugen af Wordle. Lav ’Wordle’-filer inden for bestemte emner, og få eleverne til at gætte temaet bag denne wordle. Du kunne evt. tage udpluk af tekster I har læst og få eleverne til at gætte forfatter og tekst. Eller du kan tage udpluk fra forskellige tekster fra en periode og få eleverne til at gætte denne periode. Eller tage forskellige udpluk fra en grammatikbog og få eleverne til at gætte den grammatiske regel. Eller tage ord som særligt bruges til at karakteriserer personer, miljøer eller sprog. Ordbillederne kan være med til at skabe associationer for eleverne på en lidt anden måde end den daglige undervisnings og på den måske være med til at få viden til at sætte sig endnu mere fast.
BAAM: Et spil lidt a la Hit med Sangen hvor du udfylder en skabelon med spørgsmål, men et par af brikkerne på spillepladen er BAAMs som gør at et hold mister alle sine point. På skabelonen til spillepladen der findes her, er der også regler for selve spillet.
Wordle kan i øvrigt generelt bruges til f.eks. at sætte fokus på ord fra semantiske skemaer i en tekst, og med udgangspunkt i Wordlen kan man diskutere overordnede temaer. Du kan også få eleverne til at lave Wordles med karaktertræk for forskellige personer i en tekst og få andre elever til at diskutere hvilken karakter der er tale om, og hvorfor netop disse ord optræder i en Wordle for denne person.
EP