af Eva Pors | okt 2, 2011 | IT og anden teknik, Vidensdeling
Her finder du en rigtig fin oversigt over hvilke web 2.0-værktøjer som kunne egne sig til din undervisning, og her er fagene endda listede så du kan se hvilke værktøjer passer til dine fag. Meget nemmere bliver det ikke.
EP
af Eva Pors | sep 26, 2011 | IT og anden teknik
Når jeg ikke lige har en native speaker ved hånden, indtaster jeg gloser til f.eks. en homophone dictation i en bot (en slags ’robotter’ uden krop, som f.eks. kan konvertere tekst til tale eller faktisk føre en samtale med dig).
Jeg bruger så bot’en til at læse diktater højt. Så kan eleverne også selv styre tempoet. Du kan f.eks. bruge en voki til dette, som både er en text to speech-converter, men også giver mulighed for at du selv kan indtale lyd og få vokien til at sige din indtalte tale.
EP
af Eva Pors | aug 28, 2011 | Hitliste, IT og anden teknik
At lave screencasts eller lydfiler er let og gratis. Med programmet Jing kan du lave op til 5 minutters screencast (og det er alligevel de færreste der gider at se mere end det), som du så får et direkte link til på nettet.
På Audioboom kan du laver lydfiler nemt og enkelt – ja, faktisk tror jeg det er det site jeg har prøvet af denne type, der har været allermindst bøvl med. Ligesom med Jing får du et link til din lydfil, og du har selvfølgelig også mulighed for at indlejre (embed) både Boom og Jing-fil i en blog eller lignende. Men hvad kan man bruge screencasts og lydfiler til i undervisningen? Her kommer nogle forslag:
- Brug screencasts til at demonstrere et grammatisk fænomen, gennemgå et program eleverne skal bruge, demonstrere en opgave de skal løse, eller andet der på en eller anden måde kræver instruktion.
- Få eleverne til at screencaste en grammatikbog ved at dele klassen ind i grupper som hver skal demonstrere et grammatisk problem i en fem minutters screencast.
- Brug screencasts som retteværktøj. Lav en screencast hvor du gennemgår f.eks. indledningen af elevernes afleveringer i stedet for de klassiske røde streger.
- Lad eleverne besvare arbejdsspørgsmål på en kreativ måde i Audioboom. Du kan f.eks. bede eleverne indspille et fiktivt radiolitteraturprogram over en tekst I har læst.
- Indspil en stribe forskellige gloser i Audioboom (du kan her differentiere mellem gloser og lade nogle Booms indeholde mere eller mindre svære gloser), og brug dine Booms som diktater. På denne måde kan eleverne skrive individuelle diktater.
- Kender du (eller er du selv) en native speaker? Måske kan du få vedkommende til at indspille et afsnit af en tekst i Audioboom, og få eleverne til at træne intonation og oplæsning ved at efterligne indspilningen. Da man også let kan importere Booms i iTunes, kan du også bede eleverne lytte til dagens tekst frem for at læse den (hvis du altså kan lokke en native speaker til at indspille hele teksten).
- Lav en alternativ aflevering. Få eleverne til at indtale deres essays i stedet for at skrive dem.
- Få eleverne til at lave ‘lydbøger’ over dagens tekst. Lad dem indspille teksten med dramatiske stemmer. I kunne f.eks. også forestille jer at teksten skulle laves om til et radiospil hvilket også ville kræve nogen omskrivning af teksten.
EP
af Eva Pors | aug 22, 2011 | Hitliste, IT og anden teknik
Det bedste ved at starte på arbejde igen efter en lang sommerferie er mødet med de nye topmotiverede elever. I mit tilfælde drejer dig som om ca. 120 nye ansigter, og selvom den første uge kræver større mængder energi fordi man skal huske ansigter og lære navne, så opvejes det til gengæld af elevernes fuldstændige engagement i disse første moduler. Jeg gør mig ikke nødvendigvis forhåbninger om at de holder niveauet gennem hele skoleåret, men en god start er ikke at kimse af – det tegner lyst.
Jeg har startet året i den ene klasse med at bede eleverne give mig den emailadresse de har knyttet til deres Google-konto, for jeg har planer om at arbejde en lidt mere med Google Docs i år. Her kommer seks små forslag til hvad du kan bruge Google Docs til:
- Skriv kollaborative noter. Måske har du delt klassen og bedt nogle af elverne besvare nogle arbejdsspørgsmål til en tekst mens du selv arbejder med resten af klassen om noget andet. Du kan jo bede eleverne skrive deres besvarelser i Google Docs så du på den måde også har let adgang til resultatet, og eleverne kan sammen udfylde arbejdsspørgsmålene uden at de nødvendigvis alle behøver at skrive præcis det samme ned. De kan kommentere hinandens besvarelser og uddybe. Google Docs ville også være ideelt til en stoledansøvelse så alle dokumenter bagefter er tilgængelige for alle – og så behøver eleverne heller ikke fysisk flytte sig selvom det jo er en del af morskaben ved stoledansen. En anden pointe her er at I sammen laver det perfekte notesæt.
- Brainstorm. Brug Google Docs som brainstorming-platform, fordi alle jo kan skrive til på præcis samme tid.
- Brug Google Analyse til at lave afstemninger og små tests. Her kan du hurtigt få et overblik over svarstatistik og lignende.
- Brug Google Slides til at lave præsentationer kollaborativt. Dette er et nyttigt værktøj hvis eleverne har for som lektie at forberede et oplæg sammen. Her kan de nemlig synkront forberede en præsentation virtuelt. Den har stort set de samme funktioner som PowerPoint.
- Brug Google Slides til at lave huskelister. Her kan du let og overskueligt lave lister over f.eks. fejl de ikke må lave til eksamen med eksempler. Meget mere overskueligt og lækkert i design end i et word-dokument.
- Brug Google Docs som et vejledningsværktøj. Opret et dokument for hver elev du vejleder, og del dokumentet med denne elev. Eleven kan nu skrive til hver gang han/hun har fundet nye materialer eller fået nye ideer til projektet, ligesom eleven kan skrive løbende dispositioner og andet, som du kan kommentere. Samme taktik har jeg faktisk tænkt mig at bruge til stileskrivning for at hjælpe eleverne med dispositionsfasen og hjælpe dem mere konkret med strukturen i deres stile. Her behøver I jo ikke være synkront online for at du løbende kan hjælpe og vejlede. (Tak til Maria Grangaard Nyby for den idé!)
Har du selv erfaring med Google Docs i undervisningen? Smid endelig en kommentar.
EP
af Eva Pors | aug 17, 2011 | IT og anden teknik
Copyright: Rubbersharkcreative
Skolen er begyndt igen og med den diskussionen om IT i undervisningen, hvordan og hvorfor. Jeg kan slet ikke forestille mig længere hvordan mine timer ville se ud uden internetadgang, interaktive tavler og elevernes bærbare PCer, men det er ikke altid lige let at overbevise skeptikere om at IT hører til i klasselokalet. Måske kan Tom Johnson’s adventures in pencil integration hjælpe med at tage brodden af diskussionen rundt omkring. Jeg så bloggen nævnt på The Innovative Educator, som altid lader skarpe input til nye måder at anskue undervisning på poppe op i min Google Læser.
EP
af Eva Pors | jul 23, 2011 | Hitliste, IT og anden teknik, Organisering / undervisningsdifferentiering, Spil
Lige om lidt tager jeg på ferie til et hemmeligt sted, som kun min søster, der har planlagt ferien for mig, ved hvor er. Efter planen er jeg hjemme igen en uges tid inde i august, så de næste par uger vil der altså ikke ske så meget på bloggen. Så i stedet får du en lille samling af links du selv kan prøve af i de næste par uger.
- Sandy Millen har altid skønne og meget anvendelige blogindlæg på sine mange blogs. Her er et om British accents.
- Her er et par ret interessante gratis online spil om verden og nyheder, som måske kan bruges i engelskundervisningen. Jeg har spillet spillet om Wikileaks, og det kunne nok godt bruges som grundlag for en god diskussion.
- Er du træt af at skulle se hele Youtube-videoen selvom du kun lige skal bruge 30 sekunder af den i undervisningen? På tubechop kan du selv tilpasse længden og indholdet af den video du skal vise.
- Language garden ser ud til at kunne bruges til AP, men det kræver lige at man har tid til at sætte sig ned og lege lidt med sitet. Det har jeg ikke selv prøvet rigtigt endnu.
- Writing Fun er et site der måske kan bruges til at give et overblik over hvordan man skriver akademiske tekster og essays.
- På Turn-O-Phrase kan eleverne øve idiomatiske udtryk på engelsk.
- Har du en iPhone? Så laver videolicious hele din videoediting for dig.
- Teaching Village har masser af gode ideer til engelsklærere der gerne vil have inspiration.
EP