Efter en smule research rundt omkring er jeg nu kommet frem til 5 ideer til hvad digital storytelling kan bruges til i undervisningssammenhænge. Mere om det senere. Først en lille introduktion.
Og her burde jeg så have en lavet en lille video med min personlige vinkel på digital storytelling, for det er netop det DS er: Den personlige vinkel. Men jeg sidder lige og er helt høj af den lækre lyd på det klikkende tastatur i OmmWriter, så det bliver herfra at du får forklaringen på digital storytelling i dag. Altså, DS er den personlige formidling af et emne, som søger at bruge klassiske fortælleteknikker til at fastholde tilhørerens opmærksomhed, blandet med nogle mere moderne teknikker så som lyd, billeder og video.
Her er hvad jeg tænker at digital storytelling kan bruges til:
Lav en lækker video til dine elever (ikke mere end 5 minutter) der præsenterer et emne I skal i gang med. Se f.eks. Englishteacherguy’s video til introduktionen af begrebet Gothic Horror. Fordelen er at du kan give eleverne linket til filmen bagefter, så de kan gense den inden eksamen. Og så er det en rigtig fin variation til lærerforedraget.
Erstat elevpræsentationer med digital stories, som både fremmer elevernes kreativitet og gør præsentationerne mere interessante. Få f.eks. eleverne til at lave digital stories over deres selvvalgte værker i dansk (en digital litterær analyse), eller over et emne I har læst i engelsk, som de igennem digital stories skal repetere til eksamen. Altså, her kan alt jo gøres til digital stories.
Lav ganske korte digital stories over den samme tekst fra forskellige perspektiver. Del klassen ind i grupper og få elever til at lave en digital story over Animal Farm fortalt fra hhv. Snowball og Napoleons perspektiv. Eller hvad med (i forbindelse med f.eks. Animal Farm og filmen Thank You for Smoking) at få eleverne til at producere små propagandavideoer omkring et emne. Du kunne jo også, i forbindelse med et emne om sitcoms eller en anden tv-genre, bede eleverne producere trailere til deres sitcoms.
Få eleverne til at lave en dokumentarfilm over en studietur. Bed eleverne tage masser af billeder, optage filmklip og interviewe lokalbefolkningen på studieturen, og få dem så til at sætte det sammen til en dokumentarfilm, når I kommer hjem. Der bør nok være et bestemt fokus, f.eks. at man skal dokumentere hvordan nogle forskellige bydele adskiller sig fra hinanden.
Måske kan eleverne lave en personlig digital story over et emne I har arbejdet med som en aflevering. Her ville de så skulle forklare hvordan de opfatter teorien, og hvordan denne kan anvendes på de materialer I har arbejdet med. Ved at gøre dette til en aflevering får du en god mulighed for at se hvor der måske stadig er huller i deres viden, og hvor du så skal sørge for at få samlet op. Du kan evt. udgive de sikreste stories på en klasseblog.
Fordelene ved digtal stories er at eleverne får lov til at bruge nogle kreative kompetencer (og nogle IT-kompetencer), som måske ikke er i spil på samme måde i deres daglige arbejde. Ulempen er at den anvendte tid i min erfaring ikke altid står mål med produktet. Men jeg tror også på at jo mere træning både jeg og eleverne får i at gå til disse projekter, jo bedre bliver jeg til at regulere rammerne, og jo hurtigere bliver eleverne til at få flotte produkter fra hånden.
Og nu til linkene:
På Dvovler kan eleverne lynhurtigt lave deres egen lille film på en enkelt scene med to karaktererne og et par replikker.
På Bitstrips kan eleverne lave små tegneserier der fortæller deres historier.
Windows Movie Maker følger med Office-pakken, ligesom iMovie kommer med Apple-produkter.
Der er altså rigtig mange muligheder, så et af de bedste tips jeg kan give er at klikke ind på Livebinders, som har samlet et helt ressourcerum til Digital Storytelling.
Så lufter jeg ideerne selvom jeg ikke selv har prøvet dem af endnu. Måske sidder der nogen derude som kan fortælle mig om jeg er helt på vildspor, og eventuelt rette mig inden jeg går igang med noget der er helt ude i hampen. Den store forkromede plan er at få mine kommende 1.g’er (dansk) til at oprette blogs. Ja, alle elever i klassen og dansklæreren opretter blogs og opretter rss-feeds til alle de andre blogs på deres egen blog. På den måde kan de via deres egen blog hele tiden følge med i de opdateringer der kommer på de andres (og på lærerens).
Jeg har tænkt på følgende ting som bloggen kan bruges til:
Hvert modul får en sekretær som efterfølgende skal blogge om timen og evt. lægge links (i Google-docs) til relevante noter.
Relativt regelmæssigt får eleverne emner (her forestiller jeg mig noget andet end de klassiske stileopgaver – det skal på en eller anden måde være noget virkelig vedkommende) som de skal blogge om inden for en vis tidsramme (dette tæller selvfølgelig som en del af elevtiden).
Eleverne skal regelmæssigt producere ikke-skriftlige formidlinger der skal udgives på bloggen, f.eks. videoer, vokis, podcasts, tegneserier. Og måske også prøve nogle af alle de andre alternative muligheder af for at formidle et emne f.eks. Padlet, Glogster og Myebook.
Eleverne skal regelmæssigt samle materialer fra nettet (videoklip, links, blog-henvisninger osv.) som supplement til deres udleverede lærebogsmaterialer.
Eleverne skal regelmæssigt kommentere hinandens posts og herigennem udvikle et kollaborativt læringssystem.
Var det alt for abstakt?
Jeg har derudover tænkt mig at min ‘lærerblog’ bliver en samling af relevante materialer i form af instruktionsvideoer, podcasts, links til relevante hjemmesider, samt blogindlæg med væsentlige informationer om undervisningen, afstemninger til eleverne om arbejdsformer og anden tilrettelæggelse af undervisningen, små interaktive øvelser der kan understøtte læring. Og så har jeg planer om at få engelsklæreren med på ideen (så er vi to til at administere lærerbloggen – det kan kun være en fordel). Måske kan man endda udvide konceptet således at flere fag (også fra andre fakulteter) er med, og elevernes blogs derfor ikke blot er fagspecifikke, men at de poster indlæg om alle mulige fag og input fra al deres undervisning.
Til sidst kan jeg lufte mine bekymringer en smule: Jeg er bange for at jeg måske ikke kan holde gejsten hos eleverne kørende i 3 år. Eller at de overhovedet ikke får gejsten i første omgang. Tænker dog at det handler om ikke at lade bloggen dø ud, at stille konkrete opgaver til den, og at skabe en eller anden historie omkring bloggen, som får eleverne til at gå op i at gøre den lidt lækker og sjov. Og så skal lærerbloggen nok påtage sig det ansvar det er at gå i spidsen for at forny og inspirere.
Andre spørgsmål der rejser sig eller problemstillinger der melder sig, er hvor ‘korrekt’ en tekst skal være før den publiceres. Jeg kan jo som lærer ikke se den før den er udgivet, men i hvor høj grad skal den rettes? Bloggen skal jo netop også være et personligt (men ikke privat!) refleksionsrum.
Til sidst har jeg allerede nu hørt elever være utilfredse med de mange virtuelle steder som skolen sender dem hen (Fronter, Ludus, GoogleDocs… ). Bliver de blot irriterede over at have endnu et sted hvor de skal være til stede virtuelt, eller endnu et sted hvor de skal finde materialer og have deres egne materialer liggende?
Har du erfaringer med blogs i undervisningen, og kan du se at jeg er ved at gå længere ud end jeg kan bunde, så send en kommentar med gode råd og ideer.
Har du selv fået lyst til at prøve blogs i undervisningen af, så kan jeg anbefale et par gode links her:
Edte.ch, som desværre har fundet på noget andet at lave nu end at være lærer, har en hel liste med ‘Intersting ways’, og under Online Posts har han også en ‘class blog post’, som giver en masse virkelig gode ideer til hvad du og eleverne kan poste på jeres blogs (en præsentation i Google.docs).
Måske kender andre flere end mig?
Terminsprøver, kurser, påskeferie… Der er meget at jonglere med i disse dage, og det har vist resulteret i en vis stilstand den sidste uges tid. Så i dag skyder jeg med spredehagl i linkjunglen. Og så er du velkommen til at komme med lidt indspark hvis jeg altså må tyvstjæle ideerne. Husk også at kaste et blik på diverse kommentarer der allerede er sendt ind til bloggen, for her ligger altså også nogle guldkorn gemt.
I dag bliver det således mest en ‘skraldetømningsdag’ hvor du nu får mulighed for at se nogle af de links jeg er faldet over, men ikke rigtig har kunnet sætte i system, så here goes:
På Quizicon kan du lave en lille quiz med de 100 mest almindelige ord på engelsk. Brug evt. denne i forbindelse med et sproghistorisk forløb i din engelskundervisning.
Soundboard er et site der er virkelig rigt på relevant indhold. Her kan du finde små lydbidder fra taler, interviews, tv-udsendelser, podcasts, ja, alt hvad du lige står og mangler af ting sagt af kendte og ukendte. Sitet er ikke begrænset til engelsksprogede lydklip, så der skulle være mulighed for – for andre end engelsklærere – at finde relevante materialer her.
Og endelig er der read-the-words hvor man kan få læst digital tekst højt. Altid godt at have et sådant site ved hånden.
Den 2. maj er jo blevet officiel hjemmearbejdsdag, og hvis I nu også gør skoledagen til hjemmearbejdsdag – og undervisningen skal gøres virtuel – kan du måske bruge Voxopop som basis for en online diskussion. Jeg har ikke selv prøvet programmet af endnu med en klasse, men ser bestemt muligheder i det. Jeg forestiller mig at man kan oprette en ny ‘talkgroup’ (og programmet kræver så at du opretter dig som bruger – og at eleverne også gør det), og at man som lærer kan lave det første indlæg. Her kan man f.eks. stille nogle spørgsmål til en tekst, som eleverne så kan besvare mundtligt i ‘talkgroup’en’. Man kan derudover gøre det til en regel at hvert indlæg skal forholde sig til de andre indlæg, således at ingen indlæg bare bliver gentagelser af det samme.
Man må også kunne bruge programmet i fremmedsprogsundervisning hvor man kan bede eleverne udvikle samtaler omkring bestemte emner eller fra bestemte situationer. Eller brug programmet til et mundtlighedsforløb i dansk hvor hvert indlæg er en lille tale (som skal indeholde udvalgte elementer fra diverse kommunikationsstrategier) for eller imod et bestemt emne. Jeg ser mange muligheder i programmet i forbindelse med virtuel undervisning, som alt for ofte (synes jeg) bliver til skriftlige besvarelser af stillede opgaver. Her har man altså muligheden for at indgå i mundtlig dialog. Skriv endelig en kommentar hvis du har erfaringer med programmet, får erfaringer med programmet – eller bare har en lille kommentar til mig og bloggen.
Tidligere i indlægget Interview forfatteren har jeg skrevet om det at lade eleverne stille spørgsmål til en forfatter hvorefter I på klassen ser et lille interview med forfatteren, enten fra Youtube eller fra dr.dk/gymnasium, og lytter efter om vedkommende besvarer elevernes spørgsmål.
Mangler du videoer til en sådan øvelse, eller har du bare lyst til at stille spørgsmål til andre end lige forfattere, som f.eks. Desmond Tutu, Condoleezza Rice, Stephen Hawking, Kofi Annan, Dalai Lama, diverse skuespillere, sangere eller sportsfolk, så kan du med fordel gå ind Times videoserie 10 Questions, som netop stiller 10 spørgsmål til kendte mennesker i et interview. Få eleverne til diskutere hvilke ti spørgsmål de ville have lyst til at stille personen, og hør derefter interviewet: Blev deres spørgsmål besvaret? Hvilke andre spørgsmål blev stillet, og hvorfor mon? Der er garanteret et interview med en person der ved noget om det emne I er i gang med lige nu.
Nu holder jeg jo meget af at se The Big Bang Theory, så interviewet med skuespilleren Jim Parsons var lige det der fandt vej til bloggen i dag.
Er det mere en tale der er knyttet til emnet, du leder efter, så husk American Rhetoric, hvor alle mulige og umulige engelsksprogede taler igennem tiderne er tilgængelige. Flere af dem har endda tilknyttet et video- eller lydklip.
I dansksproget øjemed må du endelig ikke glemme http://www.dansketaler.dk/
Hvis du nu skal arbejde med nyheder i din engelskundervisning,eller bare har brug for en lille nyhedsartikel med tilhørende opgaver til et forløb du er i gang med, er Breaking News English ikke til at komme uden om. Sitet giver dig vanvittig mange små nyheder om alle muligvise relevante og irrelevante emner og ikke mindst et lille dusin øvelser og opgaver til hver eneste artikel. Eleverne kan høre artiklen læst højt, lave øvelser online, eller du printe øvelserne og give dem til eleverne på papir. Her er der virkelig mulighed for at integrere glosetræning og grammatik med tekstlæsningen.
Sitet er så rigt på indhold at det måske kan virke helt uoverskueligt med alle de muligheder, så hvad med at se Russel Stannards Teacher Training Videos om emnet. Han sørger for grundigt at vise dig alle de mange muligheder sitet giver. Jeg skal helt sikkert bruge sitet her næste gang jeg skal arbejde med nyhedsformidling i engelsk. Eneste minus ved sitet er at jeg simpelthen ikke kan se hvor teksterne er taget fra. Jeg kunne jo godt have ønsket mig at jeg var sikker på at de var taget fra ‘rigtige’ medier, og at de ikke bare er konstrueret af Sean Banville selv. Men det er måske for meget at forlange hvis ikke Sean Banville skal få for mange copyright-sager på nakken.
Uanset hvad vil jeg ikke forklejne de enorme mængder af up-to-date materialer som er bearbejdet med rammende pædagogisk indsigt, der er tilgængelige fra denne side.
Du kan jo udvælge en artikel eller to om et relevant emne, lave udvalgte øvelser til, diskutere hvordan artikler bygges op, bede eleverne selv producere nyheder baseret på nogle af Sean Banvilles andre overskrifter (eller overskrifter du finde andre steder) og bede eleverne lave de samme typer øvelser som Banville laver, til hinanden (inklusiv muligheden for at høre deres nyheder via podcasting).
Underviser du ikke i engelsk, men andre fremmedsprog, bør du alligevel kigge fordi sitet og lade dig inspirere til øvelser og tekster. Det er for godt til at lade være!