Julekalender 2014 – 3. december

Jeg har samlet stemmer fra mit lærernetværk til en lille julekalender. Kolleger fra rundt omkring har delt en undervisningssekvens, som de holder særligt af, med mig. Dette kan være en øvelse, et spil, et bestemt emne, en tekst eller noget andet, som disse gymnasielærere synes altid fungerer godt for dem.

Så denne julekalender vil være en mangfoldighed af stemmer og fag. God fornøjelse med at læse med i december.

Mit favorittrick i danskundervisningen er benspænd. Jeg forsøger konsekvent at indlægge benspænd i de kreative og produktive opgaver, jeg elsker at give eleverne. Skal eleverne fx skrive et digt, en artikel, en argumentation, en tale osv., så får de fra begyndelsen de basale instruktioner (afsat tid, opgavens tema og krav), men undervejs fordeler jeg forskellige benspænd til grupperne. Eksempler på sådanne benspænd kan være: anvend overdreven patos, rim undervejs, inddrag sætningen xxx, begynd og afrund teksten med samme formulering, inddrag 5 ord fra et bestemt semantisk skema (fx snowboard, spejder, kage, håndværker). Jeg oplever, at benspændene ofte inspirerer elever, der ellers er kørt surt i en opgave (og troede de var færdige), til at være kreative.
-Christina, dansk
EP

Julekalender 2014 – 2. december

Jeg har samlet stemmer fra mit lærernetværk til en lille julekalender. Kolleger fra rundt omkring har delt en undervisningssekvens, som de holder særligt af, med mig. Dette kan være en øvelse, et spil, et bestemt emne, en tekst eller noget andet, som disse gymnasielærere synes altid fungerer godt for dem.

Så denne julekalender vil være en mangfoldighed af stemmer og fag. God fornøjelse med at læse med i december.

En sekvens der altid virker? Tom Lehrer’s Christmas Carol som cloze test!

– Christian, engelsk
EP

Julekalender 2014 – 1. december

Jeg har samlet stemmer fra mit lærernetværk til en lille julekalender. Kolleger fra rundt omkring har delt en undervisningssekvens, som de holder særligt af, med mig. Dette kan være en øvelse, et spil, et bestemt emne, en tekst eller noget andet, som disse gymnasielærere synes altid fungerer godt for dem.

Så denne julekalender vil være en mangfoldighed af stemmer og fag. God fornøjelse med at læse med i december.
Markedsplads eller quiz og byt fra CL. Den kan bruges til både grammatik, tekstarbejde og begrebstræning. Eleverne har hver en lap papir med et spørgsmål på (forskellige spørgsmål på hvert papir), finder sammen i par og stiller hinanden deres spørgsmål – og besvarer disse. Når dette er gjort, bytter man spørgsmål, finder en ny partner, stiller det nye spørgsmål og får svar. Gentag en masse gange.

– Signe, eng/rel

EP

Julehilsen og semesterstatus

Merry ChristmasDette bliver årets sidste indlæg, og hvis nogen har tænkt at bloggen det sidste semester har fået en noget stedmoderlig behandling, har det nok ikke været helt løgn. Det har været et ualmindeligt hektisk semester med barn, bryllup og bogskrivning, men nu glæder jeg mig til første semester i 2014 hvor jeg kan se frem til:

– at starte året med et Yahya Hassan-forløb. Jeg vil prøve at sætte forløbet i perspektiv til andre danske ’vrede unge mænd’-digtere, og så prøver jeg at få eleverne til at indlede hele forløbet med selv at medbringe artikler, digtoplæsninger, kronikker, interviews eller en anden tekst de er stødt på, som omhandler Yahya Hassan. Det er altså deres mediemøde med digteren der skal lægge grund til forløbet. Når det er forberedt, deler jeg selvfølgelig på bloggen her. Det skal munde ud i en skriftlig aflevering hvor eleverne selv må vælge genre (litterær analyse, kronik eller essay), og hvor de netop trænes i inddragelse af nettet til eksamen.

– at prøve en ny opvarmningsøvelse af i engelskundervisningen. Den hedder Peanut Gallery og er et lille program som konverterer tale til tekst over sort-hvid-film. Det skal dog siges at genkendelsesmekanismen ikke er ret stærk – men måske var det bare min mikrofon… Du kan i hvert fald prøve at se mit resultat her eller undersøge programmet selv her.

– at skulle på et hav af konferencer og kurser, blandt andet CEFUs konference om Unges Motivation i Forandring, Læring i Konkurrencestaten på Aarhus Universitet, SETT-konferencen i Stockholm og en masse andet.

– at udkomme med min Canada-bog sidst på semestret.

Rigtig glædelig jul og godt nytår til alle læsere, og jeg håber I stadig vil følge bloggen i det nye år.

EP

En anden julekonkurrence

julenissemændJeg har tidligere blogget om mit nye julebingo, som forløb lige efter planen. Minusset her var bare at jeg kun havde én præmie, så man kunne godt have ’trukket’ spillet lidt med flere præmier – og måske både spillet rækker og plader fulde.

I morgen skal jeg så lave en anden lille juleafslutningskonkurrence affødt af en kongruenskonkurrence jeg prøvede af med min 1.g. Selve denne kongruenskonkurrence fandt jeg i Facebookgruppen ’Engelskundervisere’, og jeg husker ikke engang på stående fod ophavsmanden, så man må altså selv lige finde prøven/konkurrencen derinde.

Jeg havde en enkelt afleveringstime tilbage, og derfor brugte jeg noget af et studiemodul (omlagt elevtid) på at eleverne udfyldte denne prøve/konkurrence, som de efterfølgende afleverede til mig. Nu har jeg så rettet prøven/konkurrencen igennem, og da jeg var lidt i syv sind om man virkelig bare skulle give én præmie til topscoren og ellers lade det være ved det, fandt jeg på denne løsning i stedet:

Prøven består af i alt 16 dele, og for hver del kan man score et antal point. I mine rettelser har jeg blot skrevet hvor mange point ud af hvor mange mulige eleven har scoret i hver del. I morgen når vi mødes til sidste modul inden jul, får eleverne prøven tilbage, og de skal nu score maksimum antal point i en del for at få en præmie. Eleverne sidder altså individuelt og prøver at finde de måske 2 fejl de har i opgave 3. Når de har rettet, kommer de op til mig, som tjekker svaret. Er det rettet rigtigt, må eleven tage en lille præmie, og så er det ned igen og rette næste opgave hvor der ikke i forvejen var scoret toppoint. Ja, de elever der havde flest fejl, har altså størst mulighed for at få præmier, men måske er det også dem der netop har stærkest brug for denne lille motivation.

Jeg forestiller mig at jeg får rigtig travlt ved katederet med at rette, og at der bliver et værre rend mellem mig og elevernes pladser. Og nej, det er jo i virkeligheden ikke andet end almindelig ‘genaflevering’ eller ‘rettelser på klassen’ sat til julemusik.

Som præmier har jeg købt et hav af små søde sager.

EP

Min nyeste julekonkurrence – repetitionsbingo

Jeg har brug for en ny julequiz til dansk i år – en julequiz hvor der kun findes én vinder ud af de 30 elever, og der må gerne være bare en lille smule faglighed ind over. Men derfor skal alle stadig have lige muligheder for at vinde – også dem der ikke altid har lige let ved dansk. Grunden til alle disse krav er at jeg i oktober købte en fin præmie til mine elever da vi var til foredrag med Maren Uthaug. Og nu skal de altså have chancen for at vinde denne fine præmie, men der er kun én, og den kan dårligt deles.

Dette er hvad jeg har fundet på: Jule-repetitionsbingo

Jeg laver spilleplader til eleverne med 9 felter. Det ser sådan her ud. Eleverne må gerne få flere spilleplader hvis de synes de kan overskue det. Jeg giver dem herefter en masse ord, begreber, navne, titler osv, i en stor pærevælling (jeg viser dem alle disse ord på SMARTBoardet), og eleverne vælger nu 9 forskellige ud til deres spilleplade(r). De må gerne bruge de samme ord på spilleplade nr. 2 hvis de vil. Du kan se mine ord her (men de er altså ret møntet på ting gennemgået i lige præcis denne klasse).

Nu trækker jeg så en forklaring til disse ord, begreber, navne, titler. Forklaringerne kan du se her. Eleverne skal nu se om de mon har det matchende ord til forklaringen på deres spilleplade, og dække denne til hvis de har den. Præcis som i bingo. Den der først får pladen fuld – og har matchet rigtigt – vinder præmien. Og hvis flere får banko på samme tid, må jeg finde på nogle bonusspørgsmål til netop disse elever, så der kun bliver én vinder.

Hvad præmien er, vil jeg af gode grunde ikke afsløre endnu, men du kan jo prøve at gætte.

EP