af Eva Pors | jun 23, 2015 | Blandet godt, Film og medier, Læs en tekst, Vidensdeling
© Cliff på Flickr
“Lyttetilbud om litteratur” blev det kaldt i Skønlitteratur på P1 hvor Nanna Mogensen og Klaus Rothstein præsenterede i hvert fald 2 podcast-sites som publicerer forfattersamtaler. Jeg har ikke fået lyttet nærmere endnu, men glæder mig til at gå ture i sommeraftnerne mens jeg lytter til hvad de har at byde på.
Plotcast.dk – værkstedsorienterede forfatterssamtaler v. Malene Kirkegaard og Palle Schmidt.
Atlas – et lydmagasin og nedbrud og nytænkning.
af Eva Pors | jun 11, 2015 | Evaluering, IT og anden teknik, Læs en tekst, Organisering / undervisningsdifferentiering, Skriftlighed
Jeg så denne ’Twitter Sketch’ fra Langwitches og mente at den bestemt kan overføres til at inddrage sociale medier/kollaborative skriveprogrammer til små 1-minuts refleksionsøvelser (plus-minus) i klasserummet. Fordelen ved at gøre disse drypvise refleksionsminutter virtuelle på et socialt medie eller en platform hvor der kan skrives synkront (TodaysMeet er min uovertrufne favorit når det gælder de korte tekster på 160 tegn), er at det er let at indsamle alle elevsvar og netop bruge dem som udgangspunkt for timens videre forløb.
Disse små virtuelle minutter bruges altså som refleksionsøvelser der er med til at synliggøre læringen (for nu at bruge en vogue-terminologi) for både elever og lærer.
Så her kommer mit klasseværelsealternativ til Langwitches’ Twitter Minute, som jeg dog ikke lægger skjul på at være kraftigt inspireret af.
- Når der præsenteres et nyt emne / en ny tekst, skriv da 3 ting som du forventer at lære eller støde på.
- Skriv en sætning om hvordan du vil arbejde med stoffet, som er mere grundig end du plejer. Sætningen starter med ’Jeg vil i dette tema/ med denne tekst /xxxx….’
- Kommenter en klassekammerats måde at ville arbejde med stoffet på: Hvad ser du af potentiale i denne måde at arbejde med stoffet på?
- Del en note om teksten du har læst hjemme eller om emnet på platformen.
- Skriv det mest interessante eller væsentligste du har lært om emnet i de sidste 10 minutter. Nævn specifikt en klassekammerat som fik denne pointe frem.
- Skriv 1-2 spørgsmål ned til noget du stadig ikke forstår/er usikker på i forhold til det mest interessante og væsentlige I netop har diskuteret.
- Svar på en andens spørgsmål.
- Tegn en hurtig skitse/tegning over den netop gennemgåede information. Tag et billede af din skitse og post den på platformen.
- Skriv en subjektiv holdning til det netop gennemgåede emne/teksten/xxx.
- Skriv en perspektivering/parallel ned, som du mener man kan lave til andre emner, tekster eller andet gennemgået stof.
Og husk endelig at det er let at få notifikationer om nye indlæg på bloggen hvis man følger den/mig på Facebook eller Twitter. Bare klik på ikonet i højre margin.
af Eva Pors | maj 3, 2015 | Læs en tekst, Mundtlighed, Organisering / undervisningsdifferentiering
© Rodrigo Soldon fra flickr
For nylig startede det dejlige forårsvejr for alvor. Det er stadig en smule utilregneligt, men lige efter påske havde vi et par rigtig lune dage, og da jeg kører et forløb der skal banke analysegreb til skønlitterære tekster fast hos mine 2.g-elever, var dette den oplagte mulighed for at få tvunget eleverne væk fra deres faste pladser (bag computerskærmene). Jeg har længe gerne villet vise eleverne en slags litterær kaffeklub og vise dem hvordan fx mine kolleger og jeg taler om litteratur: samtaler drevet af lyst og ikke arbejdsspørgsmål.
Så da en af mine elever tiggede om vi ikke kunne flytte engelsktimen udenfor, tænkte jeg at dette var måden at slå flere fluer med et smæk. Teksten havde jeg alligevel af andre grunde printet på papir til eleverne (ellers har eleverne de fleste af deres tekster elektronisk), og så bad jeg dem bruge ca. 20 minutter inden vi gik ud på at finde specifikke tekststeder til grundlæggende analysedele: karakterer, miljø, fortællerstemme….
Det er en ret lille klasse på tyve elever, så vi kunne godt alle sammen sidde omkring to haveborde på skolens plæne og stadig høre hinanden. Ellers ville jeg nok have delt klassen i to og sat den ene halvdel til noget andet arbejde mens den anden halvdel havde litterær kaffeklub. Og så var der ellers ret frit slag til tekstdiskussion. De behøvede ikke at række hånden op, men skulle være opmærksomme på hinanden, lytte til klassekammeraternes pointer og selvfølgelig ikke afbryde eller råbe i munden på hinanden. Eleverne vidste i forvejen at de ville skulle skrive en analyse og fortolkning af denne tekst, så de var fokuserede på at få noter med fra timen, altså, skrive hinandens interessante observationer ned. Udgangspunktet for diskussionen var de noter de havde taget i de 20 minutter inden, og når samtalen gik lidt i stå, kom jeg selvfølgelig med indspark fra de fokuspunkter der havde været i de 20 minutter, men eleverne var rigtig gode til hele tiden at bygge videre på hinandens observationer og sammen bevæge sig naturligt fra de forskellige analysegreb over i mere fortolkende og opsamlende kommentarer.
Efter diskussionen (som vel varede ca. 40 minutter) gik vi ind i klassen igen, og her ville jeg give eleverne 10 minutter til at skrive nogle af deres noter ind på computer og formulere nogle sammenhængende tanker for sig selv, men det afslog de: De syntes de havde fået rigtig fine noter direkte ned i teksten under diskussionen, og de behøvede ikke skrive disse rent.
Det var en time der gav mig troen tilbage på den gode klassesamtale, som jeg ellers virkelig har haft svært ved at få til at køre ordentligt. Så i fremtiden skal jeg i højere grad arbejde med den litterære kaffeklub. Og jeg må sande at dette sker bedst langt væk fra computere og telefoner. Enten kan dette gøres ved blot at sætte eleverne i en cirkel i klassen, eller måske hive dem op i skolens kantine og faktisk købe to kander kaffe til dem, så vi rigtig kan efterligne den lystbetonede diskussion. I hvert fald kan jeg ikke lade være med at tænke at den traditionelle klassesamtalen bedst fungerer uden for de traditionelle klasseværelsesrammer.
af Eva Pors | mar 1, 2015 | Forløbsplaner, Læs en tekst, Vidensdeling
Copyright: Philip Chapman-Bell – Keats “On The Sonnet”
De af jer der er medlemmer af engelsklærerforeningen og derfor får Anglo-files, har sikkert læst artiklen om The Sonnet – et undervisningsforløb om sonetter og den britiske litteraturhistorie af Bodil Aase Frandsen i det seneste nummer (#175, februar, 2015). Jeg læste artiklen med stor fornøjelse, især fordi jeg selv netop er i gang med et forløb jeg kalder Seven British Sonnets, og fordi artiklen gav mig rigtig god inspiration til hvordan jeg i fremtiden kan udvide dette forløb, og gav mig gode ideer til eksamensspørgsmål.
Forløbet bruger jeg i min 2.g-klasse (B-niveau), og selvom forløbet hedder Seven British Sonnets er det nok udvidet til egentlig at være 8 sonetter hvor den ene er en sonet eleverne selv skal finde. Forløbets hovedfokus er egentlig ikke litteraturhistorie, men nærmere at beherske tilgange til at læse poesi og beherske den fagterminologi der knytter sig hertil. Men helt at undgå litteraturhistorie er jo svært, hvis ikke umuligt, så en vis overfladisk introduktion til Shakespeare som repræsentant for overgangen mellem middelalder og renæssance og Wordsworth som romantiker er også med. Forløbet består af 4 Shakespeare-sonetter (5 med en sonet til prøveeksamen), 1 sonet af Wordsworth, 1 af Rupert Brooke og 1 WWI-sonet som eleverne selv skal vælge.
Jeg har forsøgt at skrive mit forløb ind i en meget tilgængelig forløbsoversigt og forløbsplan, så det skulle være ret let at overtage hvis nogen skulle få lyst. Modulerne er af 95 minutters varighed. Til hvert modul er også en SMARTBoardfil. Har man ikke den software der skal til for at åbne denne filtype, kan man åbne disse gratis på Notebook Express.
Hvis man er interesseret i disse filer, kan man sende mig en mail, og så sender jeg dem gerne. I første omgang lægger jeg de første 4 moduler op. Resten følger når jeg får tid til at skrive disse pænt og ordentligt sammen.
Jeg har ikke læst ordentlig korrektur, så eventuelle fejl og mangler må I lige bære over med.
Forløbet findes her eller under materialer.
af Eva Pors | feb 22, 2015 | Læs en tekst
Copyright: Ina Korneliussen
Selvom det er længe siden jeg har kørt et forløb om graphic fiction, så er det stadig et forløb jeg altid leder efter nye materialer til, og som jeg bestemt vender tilbage til. Forleden dukkede to interessante indlæg op på de faglige Facebookgrupper som jeg er medlem af.
Det ene var en henvisning til en gratis eComic med shorties: The Best of the Graphic Short Story Prize 2007-2011. 125 siders lækre graphic shorts lige til undervisningsbrug (og måske eksamensbrug) eller bare til læsning for intet andet end fornøjelsens skyld.
Det anden var en henvisning til en bog der endnu ikke er kommet, men er lige på trapperne (vistnok i denne uge): Ina Kjølby Korneliussens ”At læse tegneserier – at lave tegneserier”. Du kan følge bogen (og få tips og tricks til at arbejde med den) på denne facebookgruppe.
af Eva Pors | feb 15, 2015 | Film og medier, Læs en tekst, Vidensdeling
Tilbage i november postede Stine Aaen Dürr en henvisning til Forfatterskærme, hvor man som læser kan stille 10 spørgsmål til en dansk forfatter (fx Helle Helle, Jens Blendstrup eller Naja Maria Aidt). Det er en ret sjov interaktiv øvelse, som sagtens kan bruges af eleverne til at interviewe forfatteren. Og glem ikke i den forbindelse Bogtube.
Tak til Stine for den fine henvisning til forfatterskærme!