Eleverne skulle selv vælge hvilket niveau de ville se film på, og inspireret af deres film skulle eleverne finde på 3 generelle spørgsmål om vores digitale tid, som vi på klassen kunne bruge til små snakkeøvelser/opvarmningsøvelser. Det var måske ikke deres stærkeste side at optænke generelle spørgsmål inspireret af disse videoer (de fik ellers understreget at spørgsmålene også skulle kunne diskuteres af elever der ikke havde set videoerne, men jeg burde have gjort mere ud af hvad et godt diskussionsspørgsmål er). Alligevel kunne jeg nu godt bruge deres spørgsmål som udgangspunkt for lidt mere generelle diskussionsspørgsmål, og nu har jeg små opvarmningsøvelser til resten af forløbet. Jeg starter de andre moduler med at uddele et sæt spørgsmål i mindre grupper og f.eks. bede eleverne på skift indtage rollen som interviewer, interviewee og sekretær. Eller jeg beder dem alle rejse sig og gå rundt og interviewe hinanden, men huske på at man kun må tale med hver klassekammerat een gang. Don’t kill the conversation, by the way.
Derudover har jeg i forbindelse med et uddrag fra The Facebook Story i førnævnte bog brugt denne 1 minuts video om Facebook.
Jeg brugte filmklippet til at analysere både genre, virkemidler og tema, og så diskuterede vi, med udgangspunkt i filmen, hvordan Facebook (og andre sociale netværk) har ændret vores verden og vores hverdag, og hvad det lige præcis er Facebook kan, som man ikke kunne forestille sig for 20 år siden, eller som man bare ikke kan med andre medier.
Endeligt er jeg nu i gang med at arbejde med SOPA (Stop Online Piracy Act), som jo var grunden til at websites som f.eks. Wikipedia lukkede ned d. 18. januar i år (til stor frustration for undertegnede, da jeg liiige skulle bruge lidt hurtig information). Og som selvfølgelig er relevant for os her i Europa når vi taler ACTA. Sidste modul havde jeg bygget op over Simon Thomas’ SOPA-time fra efl-resources:
Eleverne havde fået for som lektie at researche hvad SOPA går ud på, og de skulle derudover finde et argument for og et argument imod (fra nettet – ikke deres egne argumenter). Efter en kortere opsamling på klassen (det viste sig at være meget nødvendigt at få slået fast hvad SOPA egentlig var. Der var nok mange der ikke havde lavet lektier, for det var i hvert ikke overvældende hvad der kom af input) lavede vi Simon Thomas’ øvelse om nyttige udtryk i diskussioner. Vi lavede en ’rundt om bordet’ hvor elever på skift skrev udtryk ned der kunne udtrykke ’disagreement’, ’agreement’, ’expressing doubt’ og ’expressing opinion’.
Herefter gav eleverne udtryk for deres umiddelbare holdning til SOPA ved at stille sig på en række hvor den ene ende repræsenterede ’meget enig’ og den anden ende repræsenterede ’meget uenig’. Jeg delte nu eleverne ind i mindre grupper af tre sammen med elever der nærmest havde samme holdning som dem selv (og det var jo let at se, for de stod efter deres holdning), og sammen skulle de nu finde på en masse argumenter for deres synspunkt, men samtidig også være opmærksom på modargumenter og tænke over hvordan de ville komme dem til livs.
Efter ca. 10 minutter i disse grupper blev eleverne nu sat i nye grupper (matrix-grupper) hvor der altså sad elever med flere forskellige holdninger. De skulle på skift præsentere deres mest centrale argument, og så var der ellers diskussion. De skulle selvfølgelig bruge udtryk fra tavlen hvor vores nyttige udtryk til diskussioner stadig stod. Jeg blev her overrasket over hvor alvorligt eleverne tog diskussionen, og hvor meget engelsk de faktisk holdt fast i at tale – selv når jeg vendte ryggen til.
Næste gang skal vi se lidt på hvilke organisationer/internetfirmaer der protesterer imod SOPA, og hvorfor. Eleverne har fået for som lektie at se Kahn Academy’s glødende anti-SOPA film og skrive to af filmens argumenter ned.
Derudover skal der arbejdes med stilistik som skal bruges når vi skal diskutere en artikel om hvorfor Facebook IKKE ’blocked out’ d. 18/1 2012 som protest mod SOPA.
Men hvordan de timer forløber, blogger jeg om når de er afholdt.
I går afsluttede vi et to-dages studieretningsprojekt i 1.a med engelsk, samfundsfag og matematik. Det overordnede emne var det amerikanske valg, og selvom min klare erfaring er at det emne ikke er så simpelt at læse om på engelsk – og slet ikke for 1.g’er, så lykkedes det alligevel at få eleverne med på konceptet, som var at de skulle lave brandtaler for en organisation, en græsrodsbevægelse eller en præsidentkandidat der spiller en rolle i USA’s indenrigspolitik lige nu. Engelskfagets rolle var i den forbindelse at introducere retorik og argumentation. Efter hvert af de tre fag havde introduceret deres del af emnet, gik eleverne i gang med at fremstille deres produkter, som skulle være en brandtale, som sagt, leveret i en lille film. Her kan du se resultatet fra en Occupy Wall Street-gruppe. Need I say: Elevkreativitet styrer!
Få eleverne til at træne brugen af modalverber med denne lille samtaleøvelse. Skriv små sedler med dagligdagsproblemer (store eller små – du kan evt. lade dig inspirere af P4s Mads og Monopolet), og sæt et problem på ryggen af hver elev (eleven har altså ikke set sit eget problem). Det kunne f.eks. være ‘my parents don’t know my boyfriend is much older than me’.
Eleverne går nu rundt i klassen og hører gode råd fra deres klassekammerater som siger sætninger der indledes med ‘if I were you, I would….’ eller ‘you ought to….’ eller ‘you should….’ eller ‘you might consider….’ osv.
Når eleverne har vandret rundt mellem hinanden, delt gode råd ud og taget imod gode råd, prøver de til sidst at gætte hvad mon deres problem var, baseret på de gode råd de har fået.
Tak til Anja for ideen.
Jeg lavede en fuldstændig old-school diktat i går med en 1.g-klasse, og den skulle de selvfølgelig aflevere hvilket altid giver eleverne sved på panden, og jeg har aldrig været rigtig sikker på at denne form for sved på panden nødvendigvis er læringsfremmende. Måske nærmere bare angstprovokerende. I hvert fald fandt jeg på at give dem muligheden for lige at tage brodden af deres værste usikkerhed: De fik et par minutter hvor de måtte spørge de omkringsiddende kammerater hvordan de havde stavet et par forskellige ord, men der var to regler:
1) Der måtte ikke tales et ord dansk! (Dette var en engelsktime.)
2) Man måtte under ingen omstændigheder vise sit papir til naboen.
Eleverne blev altså nødt til at tale og lytte for at kunne få hjælp til deres besvarelse og ikke bare skrive af efter naboen.
Efterfølgende tænkte jeg at ideen kunne bruges i rigtig mange sammenhænge før et produkt skal afleveres. I dag vil jeg gøre det med mine 3.g’er i engelsk, når de skal træne oversættelse så de kan diskutere grammatiske forklaringer med hinanden.
Lad eleverne lave en quiz til dig samtidig med at du laver en quiz til dem. De må bruge lærebøger, Google, Wikipedia, biblioteket og alt hvad de ellers kan finde på for at stille dig spørgsmål i et af jeres gennemgåede emner (de skal naturligvis selv have svarene på det de spørger om), og du stiller ligeledes dem spørgsmål i et gennemgået emne. Se hvem der vinder. Tak til min kollega, Kristian, for den idé.
Og her kommer en lille blog-udfordring: Klik dig ind på We Are Teachers, del din bedste undervisningstime, og du er med i konkurrencen om 5 iPod Touch. Derudover er sitet en guldgrube af ideer for alle fag og niveauer.