Jeg har tidligere blogget lidt om hvordan du kan organisere dit digitale liv , men nye ’curator’-programmer (eller social bookmarking sites), der elegant samler dine bedste links, dukker hele tiden op. Så nu får du lige en bette introduktion til to af de nyere ’curator’-programmer der hitter for tiden.
Pinterest: Fungerer som en virtuel opslagstavle, hvor du kan sætte billeder op på din virtuelle opslagstavle (som så linker tilbage til den webside, du har billedet fra). Ligesom andre sociale netværk kan du her følge andre ’pinterestere’, hvilket betyder at du let kan se når der er lagt nye interessante ting ind i den opslagstavle du nu engang følger. Sitet kræver dog at du anmoder om en konto, og derefter skal du vente et døgns tid eller to på at blive optaget i den ganske særlige ’Pinterest’-klub. Læs mere om Pinteresther eller se en lille introduktionsvideo:
Pearltrees: Her har du mulighed for let at organisere sammenhængen mellem dine yndlingswebsites, og du kan let flytte rundt på eller kopiere sider du har sat ind i dit Pearltree til andre Pearltrees.
Hvad skal man så bruge disse ’curator’-programmer til? I undervisningen kunne det være relevant at få elever til at samarbejde om at skabe en eller flere af disse ’Pinterest’-tavler eller ’Pearltrees’, der samler de bedste links om et emne. Det kunne især være relevant i forbindelse med AT-forløb eller i forbindelse med enkeltfaglige projektarbejder, hvor elever f.eks. skal undersøge og finde informationer om historiske perioder, litterære værker, samfundstendenser, grammatiske forklaringer, eller hvad man nu kan finde på. Du kan læse om måder at bruge Pinterest på i undervisningen her eller her eller her.
For lærere kunne dette være en super måde at videndele på uden for ens egen skole. Her har jeg f.eks. oprettet to Pinterest-tavler: den ene handler om Graphic Fiction , den anden er tænkt som et forsøg på netop at videndele med jer om God Undervisning , så opret en Pinterest-konto, find mig på Pinterest (Eva Pors), og så giver jeg dig adgang til opslagstavlen God Undervisning. Her kan vi så sammen ’pinne’ inspiration (f.eks. videoer, billeder linket til web 2.0-programmer, artikler eller hvad vi nu kan finde på).
Jeg er selv ren nybegynder på Pinterest (og er nærmest slet ikke kommet i gang med Pealtrees endnu), så det at samarbejde om en Pinterest-tavle er også nyt for mig.
Et af mine pædagogiske mantraer er at elever ikke skal ’slappe af’ i mine timer. De skal altså ikke jappe igennem en opgave for at kunne sige at de er færdige, og så få lov til at snik-snakke eller lave noget ikke-fagligt på deres computer. Jeg har derfor altid et par bonusopgaver i ærmet som jeg stikker de hurtige elever. Her kommer fem forslag til bonusopgaver til engelskundervisningen:
Knowword er et ikke-så-let lille glosetræningsspil, som de hurtige elever kan sættes til at spille på deres computere. Lyrics Training eller PhotoMunchrs er to andre små online glosetræningsspil, der også kan bruges her.
Send de hurtige elever op til SMARTBoardet hvor der er tændt for en lille interaktiv øvelse der har med samme emne at gøre som den opgave eleverne lige har løst.
Kør en lille snakke-gloseøvelse to og to, f.eks. quick, say the opposite hvor du giver hver elev i det hurtige par en række ord som partneren hurtigt skal sige antonymet til. Læser en elev f.eks. departure højt, skal makkeren svare arrival. Du kan enten tage gloser fra tekster I lige har gennemgået, eller google ’Vocabulary list ESL’. Så dukker der et hav af gloselister op, f.eks. denne her fra Many Things.
Hav altid et par arbejdsark af den ene eller anden slags med som du hurtigt kan dele ud. Du kan jo hente sådanne arbejdsark på Get English Lessons eller Stickyball.
Forbered de hurtige på at de skal præsentere deres svar for klassen. Dette kan jo ske ved at de sendes til tavlen for at skrive stikord op, eller – hvis det har været en grammatisk øvelse eleverne har arbejdet med – skriver deres svar op på tavlen som øvelsen så gennemgås ud fra.
Jeg opdagede ved et tilfælde disse fantastiske blogindlæg om rettestrategier, og ved et rent tilfælde var det lige et par dage før et webinar arrangeret af iTDi om selvsamme emne. Så jeg skyndte mig at melde mig til, og blogposten her er resultatet af både mine egne refleksioner fra dagene før, fra blogposten og fra webinaret.
Jeg har tidligere forsøgt at give nogle konkrete ideer til at rette skriftlige opgaver, men i den blogpost ligger fokus nok mere på hvordan rettearbejdet kan lettes i lærerens dagligdag end i hvor høj grad de enkelte strategier påvirker elevernes læring.
Når vi taler rettestrategier til den mundtlige dimension af fremmedsprogsundervisning, er der to hovedtendenser: Den eksplicitte korrektion (hvor læreren tydeligt påpeger en fejl ved elevens sprogproduktion og får fejlen rettet), og den implicitte korrektion (hvor læreren mere indirekte forsøger at henlede elevens opmærksomhed på at der er sket en sproglig fejl). Disse to overordnede tendenser kan selvfølgelig gradbøjes.
I den eksplicitte korrektion kan man som lærer
vælge selv at give den korrekte formulering.
blot påpege at der var tale om en fejl og opfordre eleven til selv at rette den.
invitere klassen til at deltage i korrektionen og spørge om der er andre kan se og rette fejlen.
lede eleven hen til det præcise sted i sætningen hvor fejlen optrådte og få eleven til at rette.
give den grammatiske regel og herefter få eleven til at selvrette.
Af implicitte rettestrategier kunne man
’drillende’ henlede elevens opmærksomhed på at budskabet kunne misforstås (f.eks. hvis ordet ’pig’ udtales som ’pick’).
reparere fejlen ved at gentage sætningen korrekt som en ’genudsendelse’ (hvilken ofte er sådan forældre lærer børn deres modersmål). Og så altså håbe at eleven fanger fejlen og herigennem retter sig selv.
illustrere at der er et decideret forståelsesproblem ved at sige ’Sorry?’ (selvom betydningen ikke nødvendigvis går helt tabt på grund af fejlen). Herigennem inviteres elever direkte til selvrettelse.
(Dette er taget fra Scott Thornburys indlæg i føromtalte webinar)
Spørgsmålet om hvordan balancen skal være mellem den implicitte retning og den eksplicitte, er ikke et der umiddelbart lader sig besvare, men afhænger selvfølgelig af elevernes faglige niveau, deres personlighed og situationen. Indimellem ønsker vi jo at fremme kommunikationen uden at demotivere eleverne ved straks at gribe til ’den røde pen’. Scott Thornbury henviste også til at hvor det måske tidligere har været den implicitte rettestrategi, der har været i højsædet fordi den ligner måden hvorpå vi lærer vores modersmål, så har relativt ny forskning vist at eksplicit feedback på sprogligt output faktisk hjælper sprogindlæringen (Thornbury henviste her til Ellis, Rod: Form-Focused Instruction in Second LanguageLearning. Oxford, 2001 )
Hvad enten man vælger en implicit eller en eksplicit rettestrategi, skal man være sig bevidst om man ønsker at rette simultant eller konsekutivt. Den simultane rettelse kan jo uheldigvis medføre et brud i kommunikationen, som herefter bliver sværere at tage op igen, mens den konsekutive kan medføre at eleverne knapt kan huske hvad de sagde når de bliver rettet.
Jeg har forsøgt at samle et par ideer som måske kan bruges i forbindelse med fokus på mundtlig sprogfærdighed.
6 second drill. Denne ide træner specifikke sproglige konstruktioner. F.eks. kunne man træne en struktur om præpositioner efterfulgt af ’the fact that’ eller gerundium: The story is about a man goING to the cinema. Ritsuko Nakata 6-second drill from Barbara Sakamoto on Vimeo.
Min mor er en fantastisk dygtig (pensioneret) sproglærer og har givet mig ideen til ’the secret sign’, som er et ’s’ jeg tegner i luften når mine elever glemmer at bøje verbet i 3. person ental, nutid, korrekt. Det at have et tegn som kan bruges uden ord, gør rettelsen mindre forstyrrende i kommunikationen.
Fortæl eleverne at du i denne klassediskussion (eller under deres oplæg) ikke vil rette dem sprogligt, men at du i stedet samler fejlene sammen til fejlsætninger. Når diskussionen er færdig, kan du (hvis du har skrevet dem ned på computer) sætte fejlene op på projektoren, og I kan sammen rette dem. I kunne også vente til den efterfølgende time, men så kan eleverne nok svært huske hvem sagde hvad. Du kan bruge øvelsen under gruppearbejder, pararbejder og speeddating også hvor du går rundt og samler fejlsætninger sammen.
Udtaletræning. Ved svære eller lange ord som eleverne har svært ved at få sagt rigtigt, kan du bruge ’backwards pronunciation’ (endnu en idé min mor stak mig). Sig ordets stavelser bagfra, og få eleverne til at gentage hver enkelt, og når I endelig kommer frem til første stavelse, kan de så vende ordet rigtigt igen: Med ordet in-sa-tia-ble starter du altså med –ble, sætter herefter -tiable på, -satiable , for endelig at ende med insatiable.
Jeg så på førnævnte blogpost fra iTDi en kommentar hvor en lærer fortalte at hun oversatte fejlen til modersmålet for at vise eleven hvad der egentlig blev sagt med fejlen.
Optagelser af elevernes sprogproduktion kan også bruges til selvrettelse. Eleverne kan jo indtale en bestemt opgave og herefter få til opgave at lytte til deres eget sprog og redigere det. Måske kunne dette være et alternativ til en skriftlig opgave. Dette kan let gøres med Soundcloud eller Audioboom . Fordelen ved Soundcloud er at der kan indsættes skriftlige kommentarer i lydfilen.
Det kan virke uoverskueligt at skulle holde sig opdateret med alle de mange web 2.0-programmer der hele tiden dukker op og kan revolutionere undervisningen (i hvert fald i den uge), ligesom det kan være svært finde tid til at klikke sig ind på alle yndlingsblogs eller yndlingssites for at se om der er sket noget nyt og spændende siden sidst. Men du behøver slet ikke være særligt aktivt opsøgende for at holde dig ajour med faglig og pædagogisk udvikling. Her kommer et par tips til hvordan du let kan få serveret masser af inspiration – uden synderligt mange computerklik.
Twitter. Jeg er selv relativt ny på Twitter, men dette er en af mest fagligt inspirerende platforme jeg bevæger mig på. Her følger jeg ikke personlige venner, men professionelle interessefællesskaber, og de folk jeg følger, mikro-blogger (maks 140 tegn) interessante links til artikler, programmer, blogs osv. Ved at bruge # (hashtag) kan du også søge på bestemte emner eller grupper som andre twitter-brugere har markeret deres tweets med. Prøv f.eks. at skrive #skolechat i søgefeltet. Her tweeter en hel gruppe danske lærere om alt hvad der rører sig i undervisningsverden. Jeg bruger også selv #ESLchat og #ELTchat, som har med engelskundervisning at gøre. Strømmen i Twitter går hurtigt (især hvis du følger mange), men frygt ikke. Virkelig relevante tweets bliver med stor sandsynlighed re-tweetet, så du skal nok nå at fange dem.
Facebook. Afvis ikke Facebook som en narcissistisk, selvfremstillende platform der handler om at udbasunere hverdagens trivialiteter til alverden. Her er faktisk rigtig interessante grupper du som lærer kan deltage i og erfaringsudvekle med, få inspiration fra og finde tips til f.eks. nye programmer til undervisningsbrug. Du behøver ikke selv være aktiv, du kan bare sidde med på en lytter. Ansøg f.eks. om medlemskab af gruppen IT og undervisning eller gruppen Sociale medier, Pædagogik og Formidling eller gruppen Facebook i undervisningen.
Og så er der et hav af superrelevante blogs og websites derude som hver eneste dag poster nyt materiale med kreative ideer og programmer lige til at hive ind i klasseværelset eller til at lette dagligdagen. Men hvordan holder man styr på de mange blogs man så gerne vil følge? Det gør man ved hjælp af RSS-feed og en læser (reader), f.eks. Feedly. Hver gang du finder en lækker blog eller et site du gerne vil holde dig opdateret med, kopierer du adressen til Feedly.
Og så er der Scoop.it, som minder lidt om blogs bortset fra at kuratoren (som det hedder på sitet) ikke selv skriver tekster, men derimod samler interessante links på en lækker side. Du kan som læser følge andres Scoops præcis som du følger deres blogs, og holde dig opdateret med relevante links som andre har fundet frem. Jeg følger f.eks. (til største inspiration) Web2.0 forlærere og Connected Learning og The Best Educational Tips bare for at nævne et par stykker.
Tak til Anne Mette for at opfordre til denne blogpost.
Det virker for mig at se altid mere autentisk at vælge fejl og fejltyper som eleverne laver, når vi arbejder med fejlsætninger i engelsk grammatik, og når der skal være fokus på både skriftlig og mundtlig korrekthed, men jeg har altid syntes det var lidt svært at tage eksempler direkte fra mine egne elever i frygt for at stigmatisere nogen (også selvom man selvfølgelig kan anonymisere og skrive en lille smule om). Derfor blev min interesse vakt, da jeg faldt over denne idé (som jeg desværre simpelthen ikke kan huske hvor jeg så!) om foldehistorier.
Brug den klassiske foldehistorie til f.eks. at skrive om en tekst eller et emne I netop har diskuteret eller (især på et lidt lavere niveau) ud fra en tilfældig ’creative writing prompt’ . Den klassiske foldehistorie går ud på at en person starter historien og skriver ca. 1,5 linjer eller 2,5 linjer, folder papiret sammen så det kun er den sidste halve linje der kan ses, og herefter sender papiret videre til naboen, som så må digte videre ud fra den halve synlige linje. Når papiret har været sendt rundt til tilpas mange mennesker, åbnes det og læses højt, og den klassiske foldehistorie har ofte et temmelig komisk islæt. Her kan det altså gøres mere fagligt ved at foldehistorien netop knyttes til et fagligt element hvis man ønsker det. Men ellers er ideen at eleverne – efter et passende tidsrum – nu alle åbner deres tekster og retter disse for sproglige/grammatiske fejl med tilhørende forklaringer osv. I kan for eksempel samle op ved at eleverne selv vælger en eller to fejlsætninger ud som sendes til klassens projekter via Todays Meet (eller en anden back channel).
Pointen ville her være at der har været så mange forfattere på projektet at ingen elever vil føle sig hængt ud med sætningerne der kommer på tavlen. Og samtidig er alle også i gang i både skrivefasen og rettefasen.
Min sidste undervisningsdag før barslen var ret hård. Jeg havde tre klasser og et møde, og da vi nåede hen mod kl. 15 (den sidste halve time af sidste undervisningsmodul) med 1.y, var jeg godt brugt. Jeg havde planlagt en lille grammatisk repetitionsøvelse med fejlsætninger.
Eleverne fik et stykke papir (som også var på SMARTBoardet, men ideen var at eleverne skulle løse opgaven selv først, og så skulle vi samle op på Boardet efterfølgende) med 7 fejlsætninger og plads til rettelser. De grammatiske forklaringer havde jeg faktisk givet dem, men de stod hulter til bulter nederst på siden, så opgaven gik altså ud på at rette fejlsætningerne og finde den grammatiske tilsvarende forklaring til sætningerne nederst. Du kan hente øvelsen her eller under materialer (og så håber jeg ikke jeg har nuppet sætningerne et eller andet andet sted fra, men at jeg faktisk selv har lavet dem. Det er et par år siden, og jeg kan ikke rigtig huske det, så hvis du føler at din ophavsret krænkes, så sig lige til, så jeg kan kreditere dig med det samme).
Nå, men fordi jeg var så træt så træt, gjorde jeg noget jeg sjældent gør: Jeg satte mig ned bag katederet og sad helt stille og slappede af. Normalt plejer jeg at gå rundt, hjælpe elever der spørger, tjekke om alle er med, spørge til elever jeg mistænker måske har problemer osv. Men i denne time satte jeg mig altså ned og holdt mund. Og resultatet var at der var fuldstændig ro i klassen. Ingen talte sammen (selvom de altså gerne måtte), alle sad de med hver deres opgave og løste løs. Efter ca. 10 minutter rejste jeg mig igen og begyndte at gå rundt som jeg plejer, og straks begyndte eleverne at summe med deres naboer om opgaven – måske endda at småsnakke om andre ting end lige opgaven.
Bagefter kunne jeg ikke lade være med at tænke at mit relativt høje energiniveau nok ikke altid er en fordel, men faktisk med til at skabe en vis uro. Mon ikke der virkelig er noget sundt i at sætte sig ned og signalere ro for eleverne? Og interessant er det i hvert fald, at tavsheden og koncentrationen overhovedet ikke blev italesat, men skete helt naturligt i det øjeblik jeg bare satte mig ned, slappede af og holdt min mund.
Konklusionen er i hvert fald at det kan være en fordel ind imellem ikke at rutte med sin tilgængelighed som lærer når eleverne skal løse individuelle opgaver.
