For en uge siden var jeg på kursus i evalueringsformer. Her hørte jeg blandt andet Marie Neergaard fra Læringslaboratoriet fortælle om små evalueringsstrategier der kan bruges i den daglige undervisning, som er med til at give læreren et overblik over den enkelte elevs undervisningsudbytte. Det var både ganske inspirerende og konkret, så man kunne gå direkte hjem og anvende hendes ideer.
Initiate-Response-Evaluate (IRE) er nok en af de mest udskældte undervisnings- og evalueringsstrategier i disse synlig læringstider. IRE dækker over den strategi hvor læreren stiller et spørgsmål ud i klassen og venter på (forskning har vist at læreren venter i 1 sekund i gennemsnit) at en elev rækker hånden op. Dette er for det første ikke særligt hensigtsmæssig for de elever der har brug for lige at reflektere inden de lirer et svar af, og det er heller ikke en hensigtsmæssig tilgang i forhold til at få så mange elever i klassen i gang som muligt. Så jeg har forsøgt at samle og lave 10 alternativer til IRE-metoden på baggrund af Marie Neergaards oplæg.
Eleverne rejser sig op, finder en anden der har et svar, og diskuterer.
Eleverne summer først med deres nabo. Herefter giver de deres svar en karakter på en skala fra 1 til 5. Læreren spørger hvem der har givet sig selv fem (det dårligste), hvad deres svar var, og hvorfor de ikke mente dette svar var tilstrækkeligt. Herefter spørger man ind til de andre karakterer, og hvordan disse elever kom frem til deres karakter.
Akvarie-modellen: En gruppe elever sidder i en cirkel og diskuterer et spørgsmål. Resten af eleverne sidder rundt om cirklen og tager noter, formulerer uddybende spørgsmål og kommentarer, som så tages op efterfølgende.
Læreren trækker elevernes navne tilfældigt ud i et lotteri. Eleven der skal svare, kan nu enten vælge selv at svare, at spørge sidemanden først eller spørge ud i klassen. Når eleven mener at have svaret, svarer vedkommende. Svaret gentages altså, hvis eleven ikke selv vidste det i første omgang. Min kollega Kristine har præsenteret mig for denne ide, som jeg også har beskrevet her.
Alle elever skriver deres svar på små whiteboards/tavler/stykker papirer og holder disse op på samme tid. Læreren kan nu relativt hurtigt danne et overblik over hvem der har det rigtige svar, og man kan bede udvalgte elever udlægge deres vej til deres svar.
Stoplys-modellen. Eleverne får hver en rød, en gul og en grøn seddel. Kender eleverne svaret og kan de forklare det, holder de en grøn seddel op. Er eleverne en smule usikre på svaret, holder de en gul seddel op. Og kender eleverne overhovedet ikke svaret, holder de en rød seddel op. Herefter kan de grønne og gule gå sammen og diskutere svaret, mens læreren tager sig af de røde. Jeg har selv tænkt at bruge dette i forbindelse med fejlsætninger i engelsk: Hvis en elev både kan se og forklare fejlen, er det en grøn seddel der holdes op. Gul seddel hvis eleven kun kan finde fejlen. Rød hvis eleven slet ikke kan. Herefter diskuterer de grønne og gule så fejlsætningen sammen, mens jeg forklarer det grammatiske emne for de røde. Vi kan samle op på klassen ved at høre et par udlægninger fra de grønne og gule.
Læreren stiller åbne spørgsmål: Hvad ved du om…?
Som en opsamling på de åbne spørgsmål kan alle elever komme op til tavlen og skrive et stikord til svaret. Herefter kan læreren pege på tilfældige ord og spørge hvem der har skrevet dette og hvorfor. Dette fungerer rigtig godt når eleverne skal sige noget om et mere bredt emne, fx hvad de ved om romantikken, hvad de ved om det amerikanske valg eller adjektiver de ville bruge til at karakterisere person i en tekst.
Læreren kan bruge elevsvar til at skabe debat. Dette er især godt i tekstlæsningsdiskussioner eller lignende hvor elever kan komme med ganske modsatrettede svar. I stedet for at læreren skal tage stilling til disse svar, kan læreren ridse de to svar op og bede de andre elever tage stilling til om de er enige med elev A eller elev B (og hvorfor, naturligvis).
En for alle (fra Cooperative Learning): Eleverne deles ind i grupper på fire, og hver elev i hver gruppe får nu et nummer fra 1 til 4. Spørgsmål skal kunne besvares af alle elever, så eleverne er forpligtede på at sikre sig at alle i gruppen har svaret. Læreren siger et tilfældigt nummer, og eleverne med dette nummer præsenterer gruppens svar.
På min skole arbejdes der (også) intensivt i år med synlig læring. Jeg har tidligere skrevet lidt om dette, og selvom der stadig er områder inden for feltet som jeg er skeptisk overfor, så er jeg altid åben for undervisningstiltag der kan være med til at gøre undervisningen bedre – både med hensyn til at variere undervisningen, motivere eleverne og sikre faglig fordybelse for alle elever uanset niveau. Fem gode kolleger har indvilliget i at dele øvelser med mig som de har brugt i deres implementering af synlig læring.
Anjas 6 skarpe: Min kollega Anja, som mange nok kender som Frau Czepluch, viste mig et ark med 6 skarpe. Her er seks spørgsmål til et emne som eleverne død og pine skal kunne svare på. I min egen tolkning af de 6 skarpe bliver man så ved og ved med at terpe disse seks spørgsmål indtil de er helt på plads hos alle. Her kræves så en vis undervisningsdifferentiering: Man kan for eksempel sætte elever der har styr på alle seks, til at undervise de elever der stadig er usikre på nogle af spørgsmålene. Eller de elever der kan svare på de seks spørgsmål, sættes i gang med at finde forslag til materialer til næste emne, mens de elever der stadig mangler svar på de seks spørgsmål, arbejder med disse en gang til.
Mariannes Tænkeboks: Marianne har indimellem bedt hver elev udfylde en lille seddel med et tal mellem 1-5 der skal repræsentere i hvor høj grad de har opfyldt forløbets mål. Der skrives ikke navn på sedlerne, inden de puttes i en kasse. Er alle tallene i den lave ende, ved Marianne at hun skal tage fat i forløbet igen og lave nogle flere øvelser. Er tallene høje, er det fint, og der kan køres videre. Er tallene meget spredte, må der differentieres: Fx kan der laves specielle øvelser til alle der har givet sig selv 1 og 2, mens alle andre laver noget andet (se ovenfor).
Kristines Ingen hænder oppe: Kristine har for nylig prøvet øvelsen ’Ingen hænder oppe’ af. I hele timen må ingen elever række hånden op. I stedet ligger alle elevernes navne i en hat på katederet, og læreren trækker nu et navn ud og stiller et spørgsmål (jeg har læst et sted engang at man bør sige navnet før man stiller spørgsmålet – også når man harpunerer i en almindelig time – så eleven fra start er tunet ind på spørgsmålet). Kan eleven ikke svare, har denne to livliner. Man kan vælge at spørge sidekammeraten, eller man kan spørge ud i klassen (husk, ingen hænder op, så klassen må bare råbe op i munden på hinanden). Når klassen/sidekammeraten har svaret, beder læreren den udpegede elev om at gentage svaret. Sedlen med elevens navn lægges tilbage i hatten, så alle navne er i spil hele timen. Fordelene ved øvelsen er blandt andet at eleverne tvinges til at forholde sig til om de faktisk kan stoffet, andre tvinges til at forholde sig til om de kan hjælpe, og svarene gentages. Kristine prøvede dette af i en grammatiktime. Jeg vil prøve det af i næste uge i en tekstlæsningstime, hvor eleverne arbejder med spørgsmål til en tekst i grupper, og herefter skal fremlægge i en ’Ingen hænder oppe’-sekvens.
I disse sparetider tænker vi også meget i vidensdeling og fælles forberedelse hos os. Min kollega Charlotte har (sammen med min kollega Peter) derfor forberedt et forløb om det kommende amerikanske valg, som de præsenterer for os andre, så vi derefter er klar til at undervise i det. De har i dette forløb indtænkt synlig læring på flere måder. De har arbejdet målrettet med at opstille succeskriterier og evalueringer af disse, blandt andet gennem sandt-falsk-øvelser, gloseøvelser (til gloser som er specifikt knyttet til emnet) og refleksionsøvelser, hvor elever prøver at anvende deres viden.
Tatjanas post-its: Min kollega Tatjana har netop skrevet speciale om synlig læring, og hun beskriver i sit speciale en øvelse med post-its hvor eleverne på en grøn post-it skriver hvad de har lært om et emne, og på en gul post-it skriver hvad de stadig er i tvivl om i emnet. På den måde laver eleverne en selvevaluering der giver læreren noget at basere en summativ og en formativ evaluering på. Elevernes gule post-its kan danne grundlag for en senere differentiering hvor eleverne kan arbejde med de områder af emnet de stadig er i tvivl om, eller de områder læreren synes er mest relevant for den enkelte elev. Tatjana har i øvrigt lige oprettet en blog, Fransktimen, hvor hun skriver undervisningsideer til franskundervisingen.
Jeg selv holder fokus på synlig læring i det skriftlige arbejde, og jeg prøver at skrive klare vurderingskriterier ind i alle opgaveformuleringerne. Som regel omkring tre. Jeg retter kun ganske lidt inde i selve teksten (sproglige ting, hovedsageligt), og så kommenterer jeg til sidst de tre vurderingskriterier med konkrete eksempler fra elevens opgave. Derudover kommenterer jeg sproget generelt, og endelig giver jeg eleven et fokuspunkt til næste stil. Dette fokus punkt kopierer eleven ind øverst i sin næste aflevering, og i mine vurderingskommentarer til den nye stil kommenterer jeg som det første elevens arbejde med fokuspunktet. Mestrer eleven det nu, eller skal det være fokus til næste stil også?
Jeg er faldet over og for denne fine video-skabelon, My Simple Show, som virker velegnet til en alternativ elevpræsentation. Her skal eleverne udfylde et manuskript for deres video, udvælge passende billeder og så enten indtale manus selv eller få en computerstemme til at læse højt (hvis det er på engelsk). Jeg er især ret vild med manuskript-fasen fordi eleverne her bliver taget ved hånden i forhold til hvordan man strukturerer et sådant afhængigt af hvilket emne der behandles. Programmet er simpelthen så let anvendeligt, og slutresultatet er et – synes jeg – meget fint design. Og fordi skabelonen ligger fast, kommer eleverne ikke til at fortabe sig i layout, men kan fokusere på indholdet. Jeg har lavet en lille video her, og det tog mig virkelig ikke mere end ti minutter at lave den (resultatet er derefter, men den giver vel alligevel en fornemmelse af hvad app’en kan).
App’en kræver et login, og jeg brugte bare min Google-konto da det virkede som det letteste.
Jeg skal selv bruge app’en med elever første gang som opsamling på mit London-forløb hvor det er tanken at eleverne i par får ansvar for en af de tekster vi har arbejdet med, som de så skal lave en video over. Det bliver altså en video der udlægger en analyse og fortolkning af teksten baseret på det vi har talt om på klassen.
Min kollega Kristine fortalte mig den anden dag om en god ide til at samle op på oversigtsforløbet i dansk og historie. Her fik eleverne i grupper en periode som de skulle referere i emojis – altså ingen ord! De lavede screenshots af deres billeder og delte disse med resten af klassen, som nu skulle gætte perioden bag hvert sæt emojis. Det kom der rigtig fine diskussioner ud af: Først da gruppen skulle blive enig om hvilke emojis skulle med, og igen da grupperne skulle gætte hinandens. Kristine fortæller at øvelsen tog 20 minutter. Tak for den øvelse, Kristine!
Og mangler man andre ideer til opsamlingssøvelser/remedieringsøvelser, så kan jeg varmt anbefale at klikke ind på Tine Lund Klejs’ indlæg på IT i gymnasiet og læse hvordan hun har brugt memes til tekstforståelse og grammatik.
Det er igen ved at være den tid på året hvor vi har de sidste undervisningstimer med vores elever. I den anledning kommer her 20 forslag til (mere eller mindre faglige) aktiviteter man kan lave i den sidste undervisningstime,.
Til klasser du ser igen efter ferien:
Spil Jeopardy, Kahoot eller brug en anden quiz-platform om emner gennemgået på klassen.
Lav en rap der fortæller om fem ting du har lært i dette fag i år.
Eleverne skriver hver en top fem over de bedste undervisningssekvenser fra året (og uddyber på klassen).
Eleverne laver i store grupper en fælles plache (på store ark papir) der illustrerer alt hvad de har lært i dette fag i år. De skal sørge for at organisere planchen rimelig overskueligt. Der kan tegnes eller bruges billeder, som klippes ud og klistres på. Plancherne præsenteres på klassen.
Lav læreren mod eleverne: Læreren laver spørgsmål til eleverne, og de laver spørgsmål til læreren om alt hvad der er gennemgået i årets løb.
Eleverne skriver en ode til et fagligt begreb.
Eleverne skriver et brev til sig selv om hvad der er centralt at huske fra dette fag når de starter igen efter ferien.
Lav en graf over årets undervisning. Hvad var højdepunkterne, og hvor var lavpunkterne? Følg evt. op med at diskutere (og designe) det perfekte indhold for næste skoleår.
Ton året ned: Alle elever skriver et stikord på tavlen der karakteriserer undervisningens indhold. Herefter tones året op: Alle skriver resumeer af årets undervisning på 200 ord med mindst 7 stikord fra tavlen.
Til klasser du skal sige farvel til:
Eleverne skriver et afskedsbrev til læreren.
Eleverne skriver et brev til lærerens kommende elever.
Eleverne skriver en anbefaling til læreren, som denne ville kunne bruge i en evt. jobsøgning.
Lav en top ti over hvordan faget vil kunne bruges senere i livet i ’den virkelige verden’.
Skriv skåltaler til hinanden (eller til personificerede faglige begreber), og drik et glas æblejuice af høje glas mens I lytter til hinandens taler.
Lav klassepriser. Læreren opfinder et antal kategorier – ligeså mange som der er elever – og eleverne skal nu enten individuelt eller i grupper fordele disse kategorier. Kategorier kan være ‘bedst forberedte’, ‘mest kreative’, ‘mest positive’, ‘mest motiverede’, ‘mest flittige’, ‘mest opmærksomme’, ‘flest sjove indfald’ o.s.v.
Kopier sider fra en gammeldags venindebog, og få eleverne til at udfylde dem individuelt. Saml dem sammen og kopier dem evt. til et lille hæfte til klassen som et minde.
Alle skriver en lille seddel over det de frygter mest til en eventuel eksamen i faget. Læreren læser en seddel ad gangen højt, og klassen kommer med input til strategier der kan bruges til at løse den frygtede situation.
Mangler du flere ideer, kan du læse eller genlæse indlæg om de sidste timer her og her og her.
Når jeg følger diskussionen i Gymnasielærernes Chatroom på Facebook, drejer mange af opslagene sig om (kritik af) synlig læring. Der er kritik af målstyringstanken som kan gøre stoffet, undervisningen og læringen noget endimensionel, og kritik af at sammenligne læring med sundhedsvidenskaben (og en sygdom der skal kureres). Jeg er i og for sig enig i denne kritik et stykke hen ad vejen. Læring foregår for mig at se i rum som ikke kan genskabes: Eleverne vil være nogle andre, læreren har ikke fået samme antal kopper kaffe inden, vi underviser eleverne på forskellige tidspunkter på dagen, stoffet er et andet, lokalet er måske et andet og så videre. Metoders effekt afhænger af elever, tid og rum og en række andre faktorer, og uden at have læst Hattie synderligt grundigt var der vist også noget om, i hans effektlister, at man ikke bare kunne tro at den metode med højest effekt på hans liste, automatisk var den der altid skulle bruges. Nå, men nok om det.
Ikke desto mindre synes jeg at synlig læring sætter fokus på at sikre sig at eleverne faktisk lærer det vi gerne vil have dem til, og at vi undervisere ikke bare tænker at når vi først har undervist i det, så er det op til eleven selv at forstå det, og kan eleven ikke det, så er det bare synd og skam. Vi skal videre. Synlig læring lægger op til at sikre sig at eleverne er med på hvad der forventes af dem, og lægger op til at læreren viser eleverne når de har lært det de skal. Det er med til at motivere elevernes lyst til at lære, og det er med til at skabe en bevidsthed hos eleverne om hvordan man lærer, så de bliver opmærksomme på hvordan de hensigtsmæssigt bearbejder det stof de præsenteres for. Det kræver at læreren laver evalueringer, og det kræver også at læreren giver eleverne mulighed for at reflektere over både hvad de har lært, og hvor de endnu har huller i deres viden og kunnen. Dette leder til anke nr. 2.
For hvordan skal man kunne nå at lave så mange evalueringer, og hvordan skal man kunne nå konstant at justere sin undervisning til den feedback man så får? Nogle gange er det bare nødvendigt at forberede sig mere end en time frem, og så er der måske ikke lige plads til at lave de vilde justeringer.
Forleden læste jeg så et indlæg på bloggen Brilliant or Insane: Eduation on the Edge der gav (vist nok 13) forslag til 30 sekunders evalueringer. Indlægger hedder ”The 30 Second Assessment”. Her nævnes blandt andet at eleverne laver analogier for dagens time, laver overskrifter og underoverskrifter (som måske endda kan udvides til hele artikler) over dagens tema, eller at eleverne sætter post-its op i klassen under overskrifterne ”det forvirrer mig stadig”, ”jeg vil gerne vide mere om…”, ”Jeg sætter spørgsmålstegn ved…”, ”jeg har forstået…”. Du kan læse alle ideerne til 30 sekunders evalueringer her.
I disse forslag er der rigtig god inspiration at hente til at fremtvinge elevrefleksioner og rigtig god inspiration til at indhente nogle hurtige evalueringer som kan give læreren et billede af om eleverne bevæger sig i den rigtige retning. Og så behøver evalueringerne altså for mig at se ikke altid bestå af meget mere end det.
For en uge siden var jeg på kursus i evalueringsformer. Her hørte jeg blandt andet Marie Neergaard fra Læringslaboratoriet fortælle om små evalueringsstrategier der kan bruges i den daglige undervisning, som er med til at give læreren et overblik over den enkelte elevs undervisningsudbytte. Det var både ganske inspirerende og konkret, så man kunne gå direkte hjem og anvende hendes ideer.
På min skole arbejdes der (også) intensivt i år med synlig læring. Jeg har 
