Mere engelsk sproghistorie

Så har jeg igen et par forslag til hvordan du kan sætte fokus på engelsk sproghistorie. Jeg har tidligere fortalt om A History of the English Language in 10 Minutes som jeg selv bruger i forbindelse med mit Shakespeare-forløb hvor sproghistorie indgår, men måske kan disse film udvides med Gina Cookes film fra TED-Ed om morfologi og stavning.

Du kan eventuelt differentiere Gina Cookes film således at elever med et lavere fagligt niveau ser den første film mens elever med et højere fagligt niveau ser den anden.

Du kan nu bede eleverne vælge et ord fra A History of the English Language (fra et af de første afsnit), som de skal undersøge etymologien af. På baggrund af deres research skal eleverne lave små videofilm eller screencasts hvor de forklarer ordets etymologi og prøver at drage en parallel til den nutidige form eller stavemåde a la Gina Cooke. Hertil kan eleverne bruge Etymonline eller  Dictionary. På den måde tvinges eleverne til at sætte sig ind i hvordan den sproghistoriske udvikling har påvirket moderne stavemåder, og dette kan måske være med til at sætte fokus på stavning generelt.

Har du i øvrigt ikke de 10 minutter til at vise eleverne hele A History of the English Language, så kan du måske i stedet bruge Kate Gardoquis film How did English evolve, som kun tager den halve tid.

EP

Offline Facebook, Twitter og blogs til litteraturlæsning

The Bits and Bytes of Education er endnu en undervisningsblog med grydeklare ideer. Her er også inspiration at hente for andre end engelsklærere, og jeg blev især inspireret af dette indlæg om Lowtech methods to teach 21st Century Learners. Indlægget kommer med forslag til hvordan ideen om Twitter, Facebook og blogs kan indgå i undervisningen uden at man nødvendigvis behøver at gå online. For eksempel foreslår J.P. Prezzavento (manden bag bloggen) at koge Romeo og Julie ned til en Twitter-tråd med max 140 tegn i hvert indlæg. Så hvad ville karaktererne sige til hinanden, hvis de skulle kommunikere på Twitter?

Facebook-ideen fra The Bits and Bytes of Education tænker jeg at jeg vil bruge som alternativ til mere klassiske tests, som jeg ind imellem føler mig nødsaget til at give eleverne. I forbindelse med læsning af en novelle eller en roman, vil jeg give mine elever skabelonerne til en Facebook-profil nederst fra indlægget (det kunne meget vel igen være Romeo og Julie), og bede eleverne udfylde skabelonen for en eller flere bestemt(e) karakter(er). Jeg tænkte at dette også kunne overføres til dansk-historie-forløbet hvor personer (forfattere, politikere, konger/dronninger osv.) fra forskellige tider kunne få hver deres facebook-profil, som eleverne udfylder og efterfølgende afleverer som opsamling på forløbet.
Og hvorfor så ikke gå online når det nu er der hvor programmerne hører til? Måske fordi man, som J.P. Prezzavento foreslår, vil bruge Facebook-skabelonen som udgangspunkt for en diskussion om hvad der er mere og mindre hensigtsmæssigt at lægge online. Eller hvis man nu ved at man kæmper med et ustabilt net, der hvor man underviser, og at sandsynligheden for at eleverne ikke kan komme online er ret stor. Eller simpelthen fordi man gerne vil udnytte elevernes kendskab til disse platforme på en kreativ måde, men undgå de forstyrrelser platformerne også medfører.
EP

SNAPChat photo messaging

SNAPChat er en app til smartphones som gør det muligt hurtigt at tage et billede eller optage en film, skrive tekstbesked hen over eller under og dele billedet/filmen, men kun i op til 10 sekunder eller een afspilning. Derefter forsvinder filen ud i æteren. Det er både hurtigere og lettere at dele filerne end ved traditionelle mms’er og andre formater, men selvfølgelig skal tidsbegrænsningen også didaktikeres da det jo er denne der er helt særlig for SNAPChat-app’en. Én af de helt store fordele er at mange elever vægrer sig ved at skulle foreviges på lyd og billeder i undervisningssammenhænge. Med SNAPChat ved de altså at deres optagelse forsvinder efter visning.

I det følgende vil jeg prøve at give et par konkrete ideer til SNAPChat i forskellige undervisningssammenhænge.

Fremmedsprog:

  1. Læreren sender et billede ud til en elev i en gruppe. Denne elev har nu et par sekunder til at se på billedet (det aftalte antal SNAPChat-sekunder), og herefter skal eleven forklare billedet for sine gruppemedlemmer, der sammen forsøger at rekonstruere billedet. Rekonstruktionen medbringes på klassen hvor alle grupper sammenligner deres billeder, og der samles op på forskelle og ligheder.
  2. I løbet af en time sender læreren løbende SNAPChat-billeder ud med forskellige motiver med gloser henover, fx en stol, et bord, en taske, en tavle, en computer, en mus, en trøje, en hestehale osv. Til sidst på timen laves en lille gloseprøve for disse gloser hvor eleverne netop skal sige hvilke gloser de kan huske fra SNAPChat-billederne.
  3. Elever kan optage en lille film med et stykke dialog, som så sendes ud som SNAPChat. De andre elever skal efterfølgende referere dialogen.
Engelsk
  1. Daily dilemmas som lyd. Jeg fik af en læser, Lars, en PowerPoint med daily dilemmas – et slags Mads og Monopolet med nogle dilemmaer som eleverne kan diskutere i grupper når de lige har ti minutter. Det er skidegodt, og eleverne elsker diskussionerne! Hvis du mangler flere dilemmaer, kan du jo tyvstjæle direkte fra Mads og Monopolet hver lørdag på P3. Anyway, jeg bad forleden mine elever selv skrive nogle gode dilemmaer, som jeg havde tænkt at jeg så senere ville kunne bruge, men i stedet for at skrive dem, kunne man jo bede eleverne indtale SNAPChats med dilemmaer og sende dem til hinanden og herefter lade dem diskutere. Ligesom du som lærer også kan indtale en SNAPChat og sende den. Fordelen her ved SNAPChat er at man tvinger eleverne til at lytte godt efter under afspilningen (man kan ikke bare høre den igen), og så forsvinder dilemmaet efterfølgende. Dilemmaet er næppe en eksamensrelevant note, så det er måske meget fint at den ikke fylder på diverse andre lydoptage-konti eller e-læringsplatforme. Du kan finde PowerPointen med daily dilemmas her eller under materialer. Stor tak til Lars for materialet.
  2. Eleverne kan prøve at metaforisere lidt sværere gloser/idiomer eller karakterer fra en tekst i billeder som de selv konstruerer, og som de så sender til hinanden. Grupperne forsøger at gætte metaforerne og bruger billederne som diskussionsgrundlag for tolkning.

Dansk 

  1. Træn notattagning. Indtal et lille foredrag i en SNAPChat, send det til eleverne, og bed dem tage notater til. Hvordan tager man notater til et foredrag der ikke venter på én (og som man ikke lige kan spole tilbage i), og hvordan skriver man stikord som man forstår senere? Med SNAPChatten kan man give foredraget for som lektie (forudsat at alle elever har app’en (og en smartphone) – ellers må de gøre det i grupper), og så kan man samle op på noterne næste gang man ses. Dette har den fordel at man netop ikke har foredraget stående lysende klart i erindring, men netop skal forlade sig på noterne.
  2. SNAPChat som stemningsskaber. Brug SNAPChatten til at sætte skub i kreative skriveøvelser. Send billeder ud til eleverne som skal inspirere den tekst de skriver. Dette kunne f.eks. være brugbart hvis eleverne træner at efterligne en romantisk stil i deres tekster. Så kunne du jo løbende sende naturbilleder taget ud af vinduet. Eller hvis eleverne træner en impressionistisk stil, kan du jo tage situationsbilleder fra skolen og sende ud.
EP

Saml fejltyper

Jeg sidder netop nu og retter opgaver fra en 1.g jeg netop har overtaget efter jeg vendte tilbage fra barsel. Tidligere har jeg tit haft svært ved at danne mig et overblik over de fejltyper som bestemte elever lavede, men så fik jeg dette helt lavpraktiske tip:
For hver elev opretter jeg i starten af gymnasieforløbet et dokument som følger eleven gennem alle tre år, og for hver opgave kopierer jeg mine samlede kommentarer til eleven  ind (altså dem jeg skriver til sidst som en opsamling på de betragtninger jeg har gjort mig opgaven igennem), ligesom jeg måske lige skriver et par stikord til de grammatiske fejltyper der særligt har optrådt i opgaven. Jeg retter som oftest nemlig ikke de grundgrammatiske fejl, men markerer disse med high-lights i forskellige farver alt efter fejltypen, og så er pointen at eleven selv skal rette fejlene til næste aflevering (det smarte ved dette er at der så altid er fejlsætninger eleven kan øve sig på). Dokumentet med alle elevens kommentarer kan jeg hive frem når jeg har brug for at se hvilken progression der er sket i elevens skriftlige arbejde, og om jeg skal sætte målrettet ind på nogle bestemte grammatiske felter, ligesom jeg kan give eleven dokumentet hen mod slutningen af gymnasieforløbet så eleven ved hvor han/hun især skal sætte ind.
Denne samling af kommentarer kan selvfølgelig kun med lethed lade sig gøre fordi eleverne altid afleverer elektronisk, og jeg altid retter elektronisk.
Tak til Tony for dette lavpraktiske og meget nyttige tip.
EP

At sikre sig elevens ejerskab til skriftlige produkter

Det er ikke mere end et par dage siden jeg på et kursus hørte om denne ide, og alligevel har jeg allerede nu glemt hvem den kom fra, så på forhånd undskyld for tyveriet! Ideen handlede om at man som lærer kan sikre sig at eleven har et vist ejerskab til en stil/en opgave ved hjælp af skærmoptagelse. Når eleverne skal aflevere en stil, skal de sammen med stilen aflevere en lille skærmoptagelse (fx lavet med screencast-o-matic) hvor de scroller ned over det færdige dokument mens de – ganske uformelt (og uden at læse op) fortæller hvad der er i fokus i hvert afsnit (”her skriver jeg så om…..” eller ’min pointe med dette afsnit er at…’). En elev der ikke selv har skrevet opgaven, har nok ikke helt så let ved at omsætte det skriftlige produkt til et mundtligt resume – i hvert fald ikke uden at eleven har sat sig grundigt ind i opgaven, og så er det lige ved at det ikke gør så meget at eleven ikke har skrevet den selv.

I sprogfagene er der selvfølgelig den ekstra bonus at du får et mundtligt aspekt ind over.
EP

Skriveportalen

Skrivevejledere og dansklærere på Horsens HF og VUC har lavet et helt forrygende stykke arbejde ved at sammensætte det lækre site Skriveportalen, som er en ren guldgrube for dansklærere. Her finder du grundigt gennemarbejdede forklaringer og opgaver som kan bruges i skriveundervisningen. Opgaverne er kreative og solide i deres faglige indhold. Så mangler du inspiration eller konkrete øvelser  til din skriveundervisning, så er Skriveportalen et rigtig godt sted at starte.

Tak til Camilla (igen) for den henvisning.
EP