af Eva Pors | okt 19, 2014 | Film og medier, IT og anden teknik, Tværfaglighed
Hvis du oplever at eleverne har svært ved at læse nogle af de klassiske tekster vi ofte læser i engelskundervinsingen, eller hvis du er på jagt – enten til dine elever eller for din egen fornøjelses skyld – efter nogle interessante foredrag om engelsksproget litteratur eller historiske emner, så må jeg på det varmeste anbefale at du bruger en times tid en dag på at surfe rundt på
www.learnoutloud.com. Her finder du 177 gratis oplæsninger af klassiske noveller (alt fra noveller af Poe til
American Indian Fairy Tales til
The Dubliners til Mansfields
The Garden Party).
Du kan finde 155 digtsamlinger oplæst gratis, du kan finde 127 gratis ’contemporary literature’-værker oplæst, world classics, American classics, du kan finde gratis oplæsninger af forfatterne selv, blandt andet Margaret Atwood og Gertrude Stein. Du kan finde foredrag om historie som fx ’Causes of the Civil War’, en 35 minutters podcast fra en serie der går under navnet ’Modern Scholar’. Eller du kan finde podcasts der behandler emner på den politiske dagsorden som fx ’Death Penalty Reflection’.
Problemet med sitet er at det ikke er helt gennemskueligt hvilke titler er gratis, og hvilke man skal betale for, før man faktisk har klikket ind på dem. Men der skal ikke herske tvivl om at sitet er et overflødighedshorn af solide gratis materialer på trods af denne uigennemskuelighed. Det kræver som sagt blot at man faktisk lige investerer lidt tid i at undersøge sitet selv.
Jeg forestiller mig – ud over de oplagte podcasts med oplæsninger af værker – at jeg ville kunne bruge flere af forelæsningerne herinde til enten min egen litteraturundervisning eller til tværfaglige projekter.
EP
af Eva Pors | okt 8, 2014 | Blandet godt, Tværfaglighed, Vidensdeling
I mandags var jeg på kursus om motivation, og selvom jeg gerne vil undgå fuldstændig at planke oplægsholdernes gode ideer i mine indlæg på bloggen, vil jeg alligevel gerne dele et par af de talrige ideer jeg fik med hjem. Jeg hørte blandt andet Lene Baake fra Skive Handelsskole fortælle om sit arbejde med sociale medier i undervisningen – erfaringer hun blandt andet havde gjort sig gennem sin deltagelse i SME-projektet som handelsgymnasiet gennemførte i samarbejde Michael Paulsen og Jesper Tække.
Hun forslog blandt andet at synliggøre læringsnetværker for eleverne. Hun bad dem lave et mind-map over deres læringsnetværk – altså hvor får de hjælp, og hvor kan de få hjælp (det kan være alt fra familie, Facebook, Politiken.dk, lektieværksted, Twitter, blogs, Infomedia osv.) Og så laver læreren selvfølgelig også et mindmap. Eleverne præsenterer deres mind-maps for hinanden og udvikler på den baggrund måske endda et fælles mind-map. På den måde kan de forhåbentlig være med til at inspirere hinanden med gode ideer til hvor man henter viden og hjælp. Hvis en elev fx aktivt følger forskellige nyhedsmedier som Jyllandsposten, New York Times og Huffington Post, kan dette måske inspirere andre til at gøre det samme. Og de kan gennem dette mind-map også få lidt bredere input til at gribe litteratursøgning an til større opgaver, så disse ikke strander ved Google og Wikipedia.
Tusind tak til Lene Baake for den idé!
EP
af Eva Pors | apr 23, 2014 | IT og anden teknik, Spil, Tværfaglighed
En ide til et fyldeøvelse til et AP-forløb kunne måske være dette spil, som trods sit navn er ret lille og simpelt. The Great Language Game går i al sin enkelhed ud på at eleverne skal høre nogle uddrag fra samtaler, og at eleverne så skal gætte hvilket sprog taleren taler (der gives et par valgmuligheder). Denne øvelse kan fint bruges i forbindelse med undervisning om sprogstammer og sprogfamilier, og eleverne kan efter deres gæt forklare hvorfor de gættede som de gjorde. Hvilke lyde kunne de genkende, som de forbandt med sproget? Det er også ret sjovt for læreren at prøve at gætte med.
EP
af Eva Pors | apr 13, 2014 | Skriftlighed, Tværfaglighed
Som afslutning på det skriftlighedsforløb jeg nu kører med min naturvidenskabelige 1.g-klasse i engelsk, har jeg sammen sammen med klassens fysiklærer aftalt at lave et produkt hvor eleverne netop skal formidle viden fra deres fysikundervisning. Dette er jo ikke nogen ny tanke. Lige siden ny skriftlighed blev hipt (vel stort set samtidig med gymnasiereformen i 2005), har vi i gymnasieverdenen talt om at skrive på tværs af fagene, men det er godt nok sjældent før lykkedes for mig at gennemføre noget sådant uden for de obligatoriske opgaver eleverne skal skrive. Men her kommer altså en lille beskrivelse af opgavens engelskfaglige del.
Jeg introducerede eleverne for Bill Brysons A Short History of Nearly Everything: Først læste vi den første ca. halve side af introduktionen hvor eleverne især holdt fokus på hvordan Bryson fanger sin læsers opmærksomhed. Teksten er ikke så let, så jeg havde spækket den med gloser. Eleverne kunne udmærket se hvordan Brysons velkomst og lykønskning til læseren er med til at sætte læseren i centrum, ligesom måden hvorpå hans eksempler tager udgangspunkt i læseren selv (læserens egen krop og eksistens) har samme effekt.
Vi læste herefter den første halvanden side af kapitel 1, How to build a universe, hvor vi igen talte om de virkemidler Bryson benytter sig af for at fastholde læserens opmærksomhed og for at formidle emnet for en læser som ikke nødvendigvis har meget baggrundsviden om naturvidenskab. Vi sammenlignede direkte hvad Bill Bryson gør og IKKE gør i sin tekst, med hvad eleverne selv gør og IKKE gør i deres fysikrapporter til daglig. Fx bruger Bryson ikke formler, ingen udregninger, han skrive tal fuldt ud (og ikke opløftet i potenser), han sammenligner med hverdagens små almindeligheder, han anvender en bred vifte af værdiladede adjektiver osv osv.
Vi kunne selvfølgelig også lige have startet med denne her lille sang for at give eleverne et andet bud på fysikformidling.
Opgaven er nu for eleverne at skrive en engelsk stil om det emne som de i grupper arbejder med i fysik (hvor de arbejder med astronomi). I fysik har de lavet nogle video-afleveringer om disse forskellige emner, og de skal så nu formidles på skrift i engelsk. Jeg gennemgik denne skriftlige opgave med eleverne hvor de altså skal forestille sig at de skriver til en målgruppe som er meget lig deres engelsklærerinde. Du kan se opgaveformuleringen og spørgsmålene til de to dele af Bill Brysons tekst
her eller under
materialer. Resultatet er jeg spændt på, men eleverne smilede faktisk en lille smule over opgaven, og det gør de altså ikke over de ’normale’ stile jeg giver dem for.
EP
af Eva Pors | okt 16, 2013 | Blandet godt, Tværfaglighed, Vidensdeling
Min kollega Sidsel har begået en perle af et blogindlæg i al sin enkelhed på MfGviden. Selvom hun er matematik- og idrætslærer foreslår hun at studiemodulerne, som vi har indført på Midtfyns Gymnasium til bl.a. omlagt skriftligt arbejde og faglig læsning, jo også kan bruges til at lære eleverne at fordybe sig i romaner. Væk med computeren, telefonerne, sms’er og Facebook. Eleverne alene med en god roman.
Og det fik mig til at tænke på denne artikel fra videnskab.dk, som fortæller hvordan ny forskning peger på det vi (dansklærere, i hvert fald) allerede godt vidste: At man bliver et bedre menneske af at læse god litteratur.
EP