Flipping the classroom

Det er efterhånden ikke så nyt at tale om flipped classroom hvor eleverne får de klassiske lærerforedrag serveret hjemme som lektie, og hvor tiden på klassen i stedet for bruges til at løse opgaver og på at sikre sig at de nødvendige kompetencer er erhvervet. For litteraturundervisningen synes jeg i og for sig ikke der er noget nyt i dette. Man kan vel sige at vi som udgangspunkt altid læser teksterne hjemme og diskuterer analysen og fortolkningen på klassen – altså netop træner kompetencen i mødet mellem lærer og elev.

Anderledes forholder det sig måske med grammatikundervisningen hvor vi nok ofte forklarer grammatikken på klassen, eleverne løser opgaver hjemme som så efterfølgende rettes på klassen. Her kunne flipping the classroom måske tilbyde en ny måde at gøre tingene på. Jeg har til mine elever selv lavet nogle instruktionsvideoer omkring forskellige grammatiske problemstillinger. Dette gøres meget let ved en screenrecording med Screencast-o-matic af den SMARTBoardfil jeg alligevel bruger til at gennemgå emnet.
Jeg beder eleverne se videoen på Youtube hjemme (Screencast-o-matic giver dig mulighed for direkte upload til din Youtube-profil, og du behøver ikke engang oprette dig som bruger). På klassen giver jeg eleverne mulighed for uddybende spørgsmål hvis der var noget i videoen (og den tilhørende grammatikbog) de ikke syntes de forstod. Herefter kan vi gå i gang med at løse opgaverne på klassen, og jeg kan gå rundt og hjælpe eleverne. Det jeg måske KUNNE gøre, som jeg ikke har prøvet af endnu, ville være at lave nogle små quizzer der skulle løses samtidig med at eleverne ser filmen hjemme. Dette kunne jeg f.eks. gøre ved hjælp af ESLvideo som giver mulighed for at knytte nogle multiple choice-spørgsmål til en video. Pointen ville så være at jeg inden timen kunne forberede mig på hvilke elever har problemer med det grammatiske felt, og dem ville jeg kunne give mere opmærksomhed, ligesom jeg måske endda i forvejen ville vide hvor præcis problemet lå. Dette kunne også gøres ved at tilknytte et Google spørgeskema til dagens lektie, som du kan se Ramsey Musallam gøre her.

Jeg kunne selvfølgelig også følge samme princip i forbindelse med undervisning i f.eks. litteraturhistorie og optage mine lærerforedrag som eleverne så ser hjemme  i deres eget tempo, men egentlig synes jeg også her at min procedure ofte allerede har været ’flipped’. Jeg har ofte bedt eleverne læse i deres grundbøger om de litterære perioder, møde op på klassen og alle skrive et-tre centrale stikord fra dagens lektie på tavlen. Lektien har vi så i fællesskab gennemgået ud fra disse stikord.

Hvis du ikke selv synes du har tid eller overskud til at producere videoer for dine elever, kan du måske finde relevante videoer på Studieportalen, som har lavet rigtig mange af denne type instruktionsvideoer. Jeres skole kunne også købe en (dyr!) licens fra Restudy, et firma der netop specialiserer sig i ’pensum’ på video. Eller slutteligt kan du måske finde relevante videoer på Khan Academy. Du kan se Khan himself (manden som nærmest er blevet synonym med ’the flipped classroom’) fortælle om konceptet bag akademiet i en TED Talk fra 2011 her.
 
EP

11 succesrige sekvenser fra ’11 – nr. 11

Jessica Westhead: And Also Sharks

11) Blog med Jessica Westhead og video-hilsner begge veje. Jeg ved godt at jeg efterhånden har nævnt denne blog en del gange, men det var altså en succes (hvis jeg selv skal sige det). Ikke bare fordi blog-mediet giver eleverne muligheder for at komme til orde på en anden måde end i den daglige undervisning, og ikke bare fordi eleverne får mulighed for at skrive i et kortere og mere personligt og autentisk format end de klassiske stile (som ofte er de eneste skriftlige produkter vi ser fra dem), men fordi vi i blog-processen virkelig fik øje på at vi ikke var reducerede til at være i et klasselokale med 4 vægge. Bloggen gav os muligheden for at sprænge lokalets rammer og nå en verden uden for skolen.
Måske skal vi som undervisere ikke være så forhippede på at det der sker i klasseværelset, bliver i klasseværelset, men at vi faktisk kan vække en motivation i eleverne ved netop at sætte dem i forbindelse med en verden udenfor.
I det kommende år (faktisk lige efter juleferien) sparker jeg et nyt blog-projekt i gang. Denne gang med en 1.g i dansk hvor vi skal til at i gang med værklæsning. Jeg forestiller mig at bloggen er et forrygende refleksionsværktøj i denne sammenhæng som kan synliggøre elevernes læseproces – og fastholde dem i den. Vi skal læse Lars Husums Mit venskab med Jesus Kristus, og jeg påtænker at stikke små blogopgaver ud løbende som eleverne så skal poste om. Jeg vender selvfølgelig tilbage når projektet er løbet af stablen.
Og det var så slut på årskavalkaden med highlights fra mit år som underviser. Vi høres ved i 2012.
EP

11 succesrige sekvenser fra ’11 – nr. 10

10) Brobygning og ambassadører. På gymnasiet hvor jeg underviser, har vi i halvandet års tid arbejdet med et brobygningsprojekt med kommunens folkeskoler hvor elever fra gymnasiet bliver sendt ud til omkringliggende folkeskoler for at undervise i et bestemt emne. Jeg har to gange sendt elever afsted, og en tredje runde er i planlægningsfasen mens jeg har kolleger der flere gange også har haft elever ude at undervise eller haft besøg af folkeskoleelever der er blevet undervist af vores elever på gymnasiet. Projektet har kørt således at mine kolleger og jeg sammen udarbejdede et katalog over timer vores elever kunne udbyde. Folkeskolerne kunne så ønske fra katalogets undervisningstimer eller –sekvenser. I dansk er det blandt andet en time om udviklingen af fjernsynets nyhedsformidling, en time om kortfilm, i engelsk tilbyder vi både timer i grammatik, introduktion til Shakespeare eller filmanalyse f.eks. med udgangspunkt i Sex and The City.
Projektet har kørt så det enten er en hel klasse der er sat på at komme ned og undervise, eller at det blot er frivillige elever. Folkeskoleeleverne, siger evalueringen, har været meget positivt stemt over for at se nye ansigter i klasselokalet, og gymnasieeleverne oplever det at være formidlere af det stof de har arbejdet med på en anden måde end i deres normale klasselokale. Og så lærer de bare helt forrygende meget af at skulle forklare og tilrettelægge stoffet for andre. Folkeskoleeleverne får på denne måde også stiftet bekendtskab med gymnasiet, og når de senere skal i officiel brobygning hos os eller måske starte på gymnasiet, kender de oven i købet et par ansigter. Det har været en ren succes for alle parter.
EP

11 succesrige sekvenser fra ’11 – nr. 9

9) Vejledning i Google Docs. I forbindelse med den sidste engelske stil for mit 3.g-hold oprettede flere af eleverne et Google Docs som de delte med mig. Jeg kunne ved blot at gå ind i min Google Docs-mappe se om der var sket noget i de enkelte dokumenter, og jeg kunne nu løbende kommentere og rette til hvor eleverne skulle uddybe eller omformulere osv. Resultatet var gode produkter og elever der virkelig knoklede igennem med den opgave. Som lærer sikrer man sig på denne måde at de faktisk tager ens kommentarer til sig og arbejder med dem. Problemet, som jeg virkelig skal arbejde med, er at det endnu ikke egentlig er omlagt rettetid for mig. Jeg bruger ikke mindre tid i selve rettefasen selvom jeg har brugt noget af min tid på at vejlede (og selvom jeg ved at det jo er det der er pointen med den omlagte tid). Men jeg har svært ved ikke at give eleverne ordentlig feed-back når de nu netop har knoklet igennem og rettet til og rettet til. Det skal jeg øve mig på! En oplagt mulighed ville være at få eleverne til netop – med det færdige produkt – at udpege én ting som de gerne vil have jeg skal kommentere, og så kun rette den færdige opgave ud fra dette. Er du i tvivl om hvordan du opretter et Google Docs og får det delt med en anden person, kan du se videoen nedenfor. Den er godt nok lavet til mine elever, men den skulle også vise dig hvordan man deler et Google Docs.

EP

11 succesrige sekvenser fra ’11 – nr. 8

8) Afstemning på Facebook omkring valg af kommende emner. Jeg kan kun nå et enkelt emne mere med mine 3.g’er inden jeg går på barsel til marts, og da de jo har siddet og skrevet studieretningsprojekt, og jeg skal forberede det emne jeg skal læse med dem i min juleferie, oprettede jeg en afstemning på Facebook med de valgmuligheder vi har for emner. Det har egentlig skabt en ret god stemning omkring det vi skal læse: Flere er inde at kommentere og opfordre hinanden til at stemme noget bestemt, og flere er inde og synes om disse kommentarer. Der er klare regler om at flertallet bestemmer, men jeg synes alligevel det er rart at se et vist engagement i valget af emne selvom det selvfølgelig ikke er alle der får deres ønske opfyldt.
EP

11 succesrige sekvenser fra ’11 – nr. 7

7) Lav et minuts inspirerende taler. På mit gymnasium læser alle klasser i grundforløbet Growing Up, og i den forbindelse besluttede jeg mig for at prøve Steve Jobs’ Commencement Speech af. Du kan se den forløbsplan nærmere beskrevet her. Efterfølgende så vi så Apple-reklamen ’Think Different’, først én gang uden lyd hvor eleverne skulle gætte på hvad der blev sagt, og derefter med lyd. Endelig fik de til opgave selv at skabe en film på et minut som skulle være et stykke livsvisdom til deres klassekammerater – altså, en inspirationsvideo til hvordan man kan leve sit liv på en god måde. Resultaterne var kreative, og jeg fik hørt alle eleverne tale engelsk i et sammenhængende minut.

EP