Andre lærere og IT

Ok, så jeg tager lige den nemme udvej i dag. Til gengæld lover jeg at der snarest kommer et – synes jeg selv – ret spændende blogindlæg om et blogprojekt jeg har kørt med et 3.g hold. Og med den cliff-hanger: I dag vil jeg blot henvise til to andre websteder som giver solide bud på samlede oversigter over drabeligt nødvendige webprogrammer til undervisning. Klik ind på Sylvia Tolisanos 70 tools in 70 minutes, og når du er færdig der, så hop over til Ozge Karaoglus Web Tools That Every Educator Should Have in The Bag.

EP

Film i undervisningen

I dag vil jeg lige præsentere et par links til film og filmsites du måske synes du kan bruge i din undervisning. Ja, de fleste hører nok til engelskundervisningen, men der er også dokumentarfilm fra andre sprogområder på Documentary Heaven, og Grockit kan bruges i alle fag der bruger Youtube en gang imellem.

Documentary Heaven er stor samling af (ikke så mærkeligt!) dokumentarfilm, og mon ikke der er én om lige netop det emne du er i gang med.  Det samme er der på Documentary.net og Documentarytube.
Snagfilms er ligeledes spækket med undervisningsfilm.

Kalinago English giver her et bud på 10 mundtlige øvelser i forbindelse med brugen af film i undervisningen – helt uden forberedelse.

En anden video du måske kan bruge i engelskundervisningen, er denne temmelig sjove video af Ali G (a.k.a. Sacha Baron Cohen) der holder tale på Harvard. Her kunne eleverne jo omskrive talen til standard engelsk, og de kunne endda rette nogle af grammatisk forkerte sætninger som fejlsætninger.

grockit har du mulighed for at lave spørgsmål og svar direkte i en youtube-video. Har du brug for en instruktion i dette, kan du finde en glimrende én af slagsen på Nik Peachey’s Quickshout.

EP

Blogs med skriveøvelser

Et af mine nyt(skole)årsforsætter er at bruge mere tid på små skriveøvelser i klassen som kan sætte fokus på refleksion, tage brodden af skriveblokader (fordi lidt er rigeligt), og som ganske enkelt kan være med til at sætte fokus på udvidelsen af ordforråd (både i dansk og engelsk).
På B’s life with English fandt jeg 5 hurtige små ideer, og B linker videre til Writing Forward hvor du også kan finde masser af ideer til skriveøvelser og skriftlige projekter. Daily Writing Tips er også en blog der er værd at kaste et blik på især fordi bloggen rigtig tit giver lister med ord som enten er gode at kunne i forskellige sammenhænge, ord man let blander sammen, interessante synonymer, præpositioner i forbindelse med bestemte udtryk osv. Alt sammen noget der kan pudse et 3. g A-niveauholds engelsk herligt af. Har du et par gode ideer til interessante skriveøvelser der kan afvikles på klassen, så smid en kommentar. Jeg vil så prøve at samle ideerne til en inspirationsliste i et senere indlæg.
Har du i øvrigt gode ideer til undervisningen som du vil dele, eller har du ønsker om et emne jeg skal tage op, er du også mere end velkommen til at sende en kommentar eller skrive til mig. Måske kunne du endda have lyst til at skrive et gæsteindlæg på bloggen?

EP

Hvordan udvikler man sig som lærer – og hvor skal energien komme fra?

Okay, hvor energien ligefrem skal komme fra, kan jeg nok ikke svare på, men måske har jeg et par tips til hvordan det at udvikle sig som lærer bliver mere overskueligt. Her kommer et par tips til hvordan du – et skridt ad gangen – kan arbejde med nye aspekter af det at være lærer.

  1. Bestem dig for en xxx-måned hvor du vil sætte dig ind i dette eller hint. For eksempel vil du bruge denne måned på at lære at blogge og finde på måder du kan gøre dette med eleverne, eller du vil bruge måneden på at udvikle et nyt forløb, eller du vil gøre måneden til Smartphone-måned og arbejde med at bruge Smartphones i undervisningen. Du behøver selvfølgelig ikke nye projekter hver eneste måned, og tanken om at det kun er et projekt der er på programmet denne måned (og kun i en måned), kan give dig rum til fokusere.
  2. Del med kolleger. Jeg har aldrig forstået hvorfor nogle lærere holder deres materialer så tæt ind til kroppen at ingen andre kolleger må se dem. Hvorfor er man bange for at dele sine succeser og fiaskoer med kolleger der skal ind og undervise i det samme. Jeg faldt over et i den forbindelse rammende citat den anden dag: “Teachers reinventing the wheel every night is so early 90s.” (Men ingen ved rigtig hvem der har sagt det). Hvis man er bekymret for at det man har lavet ikke er tilstrækkeligt, så opret en worst practise-bank. Del alle de erfaringer I har gjort jer, som absolut ikke virkede, og brug disse erfaringer til at rette til. Det er MINDST lige så værdifuldt, som en best practise-bank, og måske noget mindre intimiderende.
  3. Smid ikke væk bare fordi en enkelt time går dårligt. Prøv dit materiale af tre gange før du endelig beslutter dig for at det bare ikke virker (men tilpas selvfølgelig gerne ind imellem). Husk, du skal også selv arbejde dig ind i materialet før det fungerer optimalt, du skal kende materialets styrker og svagheder, og disse kender du ikke nødvendigvis inden du har prøvet det af sammen med eleverne et par gange.
  4. Lad være med at opfinde alle dybe tallerkener på én gang. En kollega gav mig engang følgende tip: Han fortalte at han altid var i gang med et (og kun et) nyt forløb, resten af de forløb han underviste i, var gengangere. På den måde blev bunken alligevel langsomt vendt.
  5. Sig fra! Det er ok ikke at være med i alle udenomsaktiviteter på skolen. Men vælg et par ting ud som du kan engagere dig helhjertet i.
EP