af Eva Pors | jan 7, 2014 | Blandet godt, Smartboard i undervisningen, Vidensdeling
På IT-siden starter året skidt. Jeg har erfaret en temmelig problematiske udvikling af Notebook-softwaren som hører til Smarttech, der producerer SMARTboard: I efteråret har flere kollegaer fået spejlet deres computere, og i den forbindelse har mange klaget over at Lesson Activity Toolkit (den ‘mappe’ i programmet med bl.a. Notebooks interaktive flashfiler, som jeg også har lavet flere tavlefiler med), er forsvundet sporløst. Jeg har ikke brugt meget energi på – indrømmer jeg gerne – at undersøge om den da virkelig ikke kunne downloades igen fra et mere autoriseret sted, men et par hurtige Google-klik førte mig til denne side hvor den synes at kunne downloades fra. Om den manglende værktøjskasse skyldes Smarttechs seneste (uforskammede!) tiltag, ved jeg ikke, men i hvert fald har Smarttech fra april 2014 besluttet at indføre en årlig licens på Notebook-softwaren under navnet SMART Notebook Advantage. At læse om dette tiltag er som at læse en dårlig tekst på New Speak, og hvordan vi på skolerne skal forholde os til dette tiltag, har jeg slet ikke noget bud på. Vi investerede for 6 år siden på min skole i SMARTBoards i samtlige lokaler, vi har brugt 6 år på at producere undervisningsmaterialer i bl.a. Notebook-softwaren, og at skulle sige farvel til disse tavler – eller bare Notebook-softwaren – ville være en betydelig tabt arbejdsfortjeneste. Samtidig virker det som ren afpresning nu pludselig at skulle betale en årlig licens for at få opdateringer på den software (og den service) vi troede var med i købet. Jeg starter året med at være godt sur, men måske er der nogen derude der kan berolige mig.
EP
af Eva Pors | jan 1, 2014 | Blandet godt, Vidensdeling
Jeg har fået selverkendelse nok til ikke at begynde at lave en masse nytårsforsætter. Jeg har igennem bloggens levetid fremsat så rigeligt som blandt andet dem her, og det er langt fra alle jeg har holdt. For eksempel er jeg stadig ikke kommet videre med et forløb om digital dannelse, og efterhånden hælder jeg mest til at lade mig kraftigt inspirere af Stubkjær, Jensen og Sørensens udmærkede bud New York City: Stories, structures, society, et forløb om “New York City and digital literacy” som kan hentes gratis her .
I stedet vil jeg reducere 5 forsætter til 1, som jeg vælger fra nedenstående liste.
- Jeg vil dele et nyt forløb på bloggen her og/eller på en af de faglige Facebookgrupper jeg er med i.
- Jeg vil lave .gif-projekter med inspiration fra Olga Ravns .gif-blog.
- Jeg vil være mere organiseret i videndeling internt på min skole. Altså, jeg vil huske at lægge alle mine forløb, eksemplariske elevbesvarelser, SRP-opgaveformuleringer osv. osv. osv. alle de relevante steder.
- Jeg vil bruge meget mere tid og energi på tilbagelevering af skriftlige opgaver efter jeg har rettet dem. Som det ser ud nu, får eleverne ikke meget gavn ud af mine rettelser, hvis de af en eller anden grund ikke selv tager initiativ til sætte sig ned og læse dem igennem. Jeg vil prøve at organisere det således at studiemoduler kan bruges på tilbagelevering og ren/gen-skrivning af opgaver frem for til den første produktion af opgaver. Mit skjulte motiv er også at kunne reducere min egen retteproces.
- Jeg vil tænke innovation ind i faget engelsk i højere grad. Min kollega, Jakob, kom med det forslag at man måske kunne bruge innovation sammen med evaluering. I stedet for at vi altid afslutter et forløb med en evaluering, og så skænker eleverne måske ikke den nyerhvervede viden en tanke før til eksamenslæsningen, kunne evalueringsprocessen bestå af at eleverne – efter endt forløb – skal prøve at udtænke innovationsprojekter hvor denne viden er relevant, og så kunne vi måske bruge dette som udgangspunkt for nye emner/projekter.
Hvilket nytårsforsæt af de fem det bliver, har jeg ikke besluttet endnu. Måske kan andre vælge et forsæt herfra også. GODT NYTÅR!
EP
af Eva Pors | okt 16, 2013 | Blandet godt, Tværfaglighed, Vidensdeling
Min kollega Sidsel har begået en perle af et blogindlæg i al sin enkelhed på MfGviden. Selvom hun er matematik- og idrætslærer foreslår hun at studiemodulerne, som vi har indført på Midtfyns Gymnasium til bl.a. omlagt skriftligt arbejde og faglig læsning, jo også kan bruges til at lære eleverne at fordybe sig i romaner. Væk med computeren, telefonerne, sms’er og Facebook. Eleverne alene med en god roman.
Og det fik mig til at tænke på denne artikel fra videnskab.dk, som fortæller hvordan ny forskning peger på det vi (dansklærere, i hvert fald) allerede godt vidste: At man bliver et bedre menneske af at læse god litteratur.
EP
af Eva Pors | okt 10, 2013 | Vidensdeling
Så er den
Ny EMU gået i luften. Og det var tiltrængt. Nu kan man pludselig meget let finde rundt i det utal af dyrebare ressourcer der ligger på denne portal. En oversigt over først uddannelse og dernæst fag gør det meget let at finde hen til præcis den side man leder efter, og når man først er inde på fagets side, er der direkte links til bl.a. fagkonsulent og den faglige forening. Jeg savner dog en let adgang tilbage til fagets side når jeg først har trykket ind på et specifikt forløb jeg gerne vil læse nærmere om. Herfra synes jeg kun at kunne komme tilbage til forsiden – medmindre selvfølgelig jeg bruger browserens back-knap. Men dette lille kritikpunkt er ikke noget er skal genere den umiddelbare glæde over nu at have fået en officiel undervisningsportal som man faktisk kan navigere rundt i. Så brug det hav af ressourcer der findes derinde (lagt op af lærere til lærere), find inspiration og få svar på de spørgsmål til læreplaner, tværfaglige samarbejder og evalueringer som du måtte brænde inde med.
Og så vil jeg gerne ligeledes præsentere en ny skoleblog a la dem vi kender fra
Falkonergårdens Gymnasium,
Birkerød Gymnasium og
Herning Gymnasium (bare for at nævne nogle få). Midtfyns Gymnasium (hvor jeg selv underviser) er gået i luften med
MfGviden, en blog hvor først og fremmest de faglige IT-vejledere på skolen er ansvarlige for at blogge, men hvor forhåbentlig flere kolleger vil byde ind med tips og tricks til den daglige undervisning og de opgaver der knytter sig til gymnasielærerjobbet. Du kan nu finde et link til
MfGviden på
Guldgrubelisten.
EP
af Eva Pors | okt 7, 2013 | Glosetræning, Mundtlighed, Skriftlighed, Vidensdeling
Jeg har før blogget om diverse
arbejdsark og opgaver til engelskundervisningen, som kan bruges i en travl hverdag, og nu har jeg så – af en eller anden grund først for ganske nylig – fundet frem til
Teach them English.
Teach them English er en blog skrevet af Adam Simpson, og det skønne ved bloggen er de mange grydeklare arbejdsark og ressourcer som lægges op. Selvom mange af arbejdsarkene er præget af en noget barnlig grafik, så skal det altså ikke skræmme gymnasiale undervisere fra at bruge disse materialer til fx glosetræning. I grundforløbet i 1.g holder vi på min skole især fokus på at lære eleverne at lave/skrive
personkarakteristikker, og til det er indlægget om
free resources for lessons about personality and feelings ganske enkelt en skattekiste.
EP
af Eva Pors | okt 3, 2013 | Læs en tekst, Skriftlighed, Vidensdeling
Min store achilleshæl har altid været progression i skriftligt arbejde. Jeg har haft svært ved at lære mine elever de helt grundlæggende byggesten der skal til for at bygge en analyse og fortolkning op, men takket være lidt videndeling fra
Facebookgruppen Engelskundervisere har jeg nu måske knækket koden. Mine 1.g-elever fik til opgave at skrive en
characterization af en af de personer vi har læst om i en af de noveller vi har læst indtil nu i grundforløbet. Det er ikke en opgave der tidligere rigtig har fungeret, så denne gang tilpassede jeg Chanett Dichmann Karlsens forslag til to moduler om
character analysis (uploadet 28. april, 2013). Opgaven fik eleverne i et studiemodul (omlagt skriftligt arbejde) hvor de efter en grundig introduktion til opgaveformuleringen gik i gang. Og for første gang havde jeg en klar opfattelse af at alle elever forstod hvad de skulle, og kom flyvende fra start. For første gang gav det omlagte skriftlige arbejde mening i forhold til alle elever: Jeg kom hele raden rundt og så hvordan alle 31 elever var i gang med opgaven, fik talt med dem alle om opgaven, og fordi opgaven er bygget op i små klare bidder, blev det helt klart for alle præcis hvad der krævedes af dem. Min tidligere erfaring har ellers været, med den omlagte skriftlighed, at der sidder nogle stykker og ikke rigtig får lavet noget, og for dem betyder et sådant studiemodul jo vitterligt halvanden times spildtid at de sidder der på skolebænken og
ikke skriver på deres opgave. Men denne opgave er så håndgribelig at gå til at de alle kunne gå i gang uden de store problemer. Den helt store bonus er at PEE-modellen (point-example-explanation) nu uden tvivl er slået fast med syvtommersøm i 1.a. Jeg glæder mig til at læse de endelige resultater, når eleverne afleverer senere på ugen. Og jeg har lært hvordan man får pillet en skriftlig opgave fra hinanden for eleverne, og hvordan man får trænet de enkelte byggeklodser inden det hele sættes sammen. Stor tak til Chanett for
character analysis, som jeg skamløst har kopieret fra.
Du kan se min opgaveformulering til eleverne
her eller under
materialer.
EP